«De aller siste tider» – Møter på Tveita, Oslo 2 mars

Program:

Hvilken oppgave gir Gud sine barn i denne tid?

Ser vi nå begynnelsen til avslutningen?

John Berglund vil presentere: Er de ideologiske systemene, som vi vet utgjør Babylon, nå ved å falle grunnet fravær av moralteologi og okkult innflytelse? Skjer det nå noe som aldri har skjedd før?   

Elin T H Berglund: Hva forteller profetiene om de siste dager og måneder før nådedøren stenges og tiden etter? Hvordan skal vi tolke det som er åpenbart? Hva vil skje videre heretter?

John Berglund: Hvis vi ignorerer et eneste ledd i Adventbudskapets sannhetskjede, mistes forståelsen av ”det evige evangelium” og budskapet rettferdiggjørelse ved tro”. Vi skal se på 6 av leddene i denne kjeden. Hvorfor vil en benektelse av en eneste av våre trospillarer undergrave Guds åpenbaring av adventbevegelsens oppgave?

Med T-banen: (linje 2 – Ellingsrudåsen). Av ved Tveita T-banestasjon. Gå gjennom Tveita senteret, rett gangvei ca. 100 meter. Rett før rødblokka, ta til høyre, så rett fram. (Totalt 5 min å gå fra T-banen.)

Med bil: Er du på E6 fra sentrum, kjør til høyre første avkjørsel etter Teisenkrysset; Teisen veien. Etter 700 meter sving til høyre inn på Ole Devigsvei.. Andre avkjørsel i rundkjøringen inn på Tvetenveien. På Tveita sving inn til venstre på Sigrid Undsetsvei.

Kjør Sigrid Undsetsvei rundt Tveita og opp Erlendsvei, helt til toppen. Det er en bom der du kan åpne, så til venstre ca. 30 meter. Parkering.















God Mat!

Samvær i så lang tid krever en matpause. Wenche lager en god gryterett men ta gjerne med ekstra brød om du har. Du må gjerne ta med papptallerken og pappkrus.











Vi vil også ta opp nyheter og vitnesbyrd om tiden vi lever i.

Disse og mange flere spørsmål

cover photo, Image may contain: ocean, sky and water

vil belyses, og du er

Bilderesultat for ellen g white pathway

velkommen med hva du/dere selv har studert omkring disse temaene. Både innlegg, kommentarer og spørsmål i en god ånd, vil være positive bidrag etter hvert møte.

Skrevet i Ukategorisert | Merket med , , , , , , | Kommentarer er skrudd av for «De aller siste tider» – Møter på Tveita, Oslo 2 mars

Bok avslører historisk bedrag

Truth Triumphant er endelig oversatt til norsk!

Les mere om boka:

Det er blitt en vanlig oppfatning hos mange at det kun var en kristen kirke fra apostlenes tid til reformasjonen. Kunnskapen om alle menighetene og misjonærene som opprettet skoler i en rekke land, samlet og kopierte en uforfalsket Bibel og vant millioner for Kristus i denne lange tidsperioden, har nesten gått tapt. Denne boka vil framheve menighetene som utgjør den glemte kirkehistorien og dens mange gudgitte arbeidere. Kanskje er det nettopp disse troende som tok vare på og spredte Jesu og apostlenes sanne lære, til tross for omfattende forfølgelse i mange hundre år.
Da denne boken i annet opplag, ga en kristen leder ordre til trykkeriet om å brenne trykkplatene, dette for å hindre at bokas innhold ble videre kjent. Saboteringen ble utført, siden sannheten boka formidlet ikke var populær i visse kretser. Nå foreligger denne boka for første gang på norsk.
Dette monumentale verket er ikke en enkelt persons eller en menighets meninger. Den er basert på mange år med grundig vitenskapelig forskning, med en solid base av kildehenvisninger som utgjør 870 refererte kildehenvisninger, henvisning til 218 bøker og 55 bibliografier. Kilder, innskripsjoner og skriftlige overleveringer som er gått i glemmeboken eller søkt gjemt bort, blir grundig belyst. Forfatteren hever sannhetens lys fra glemselen slør.
Denne boka kan videre gi et riktig bilde av vår egen tid, og hjelpe oss å forstå hvordan bibelen forutså at dette skulle skje og kaller den «menigheten i ødemarken». Først da kan forførelse avsløres og sannheten seire.

Om forfatteren:
Benjamin George Wilkinson (1872-1968) var misjonær, lærer, forfatter, teolog og ansett som en av de store forsvarerne av King James Bibelen. Han skrev også en anerkjent bok om bibeloversettelser: Our Authorized Bible Vindicated . Han var i mange år dekanus ved det teologiske fakultet på Washington Adventist University.

Bestilles her: bestilling@kainos.no

Skrevet i Prosjekter Bøker | Merket med , , | Legg igjen en kommentar

WEBMØTEROM! for kunnskap og bibelfelleskap

Eller kanskje vil du bare være anonym? Her kan du logge på med gjest, initialer eller fullt navn.
For program informasjon og link sjekk; https://onsync.digitalsamba.com/public/studycenter

Fredag kveld kl 19:30 leser vi fra en oppbyggende bok og snakker sammen, muntlig eller skriftlig i kommentarfeltet.
webrommet>
Lørdag kl. 13:30 har vi bibelstudium i en time og kl. 15:00 har vi en gjest til å presentere et budskap fra Guds ord

Hjertelig velkommen!

Skrevet i Møter og samlinger | Merket med , , , , , , | Legg igjen en kommentar

Ferskt besøk på Sinaifjellet i Saudi-Arabia

Andrew Jones har sammen med noen få andre, nylig vært på en reise i Saudi-Arabia og sett flere steder beskrevet i Bibelen. På mirakuløst vis fikk de klatret i det virkelige Siani-fjellet. Han har tatt flere bilder og film og vil i morgen MANDAG DEN 31 OKTOBER 2016, på webmøterommet, fortelle om dette.
Her er adressen til web-møterommet. www.webmeetinglogin.com/go/studycenter/group
Skriv navnet ditt eller initialer i vinduet som kommer opp, trykk enter videre til møterommet.Møtet begynner kl. 19:30
VELKOMMEN! BIBELEN HAR ALLTID RETT

Skrevet i Møter og samlinger | Legg igjen en kommentar

Møter og vitnesbyrd i Moss den 22 oktober 2016

Hvor er vi i Guds timeplan?

brosjyre-22-oktober-2016
Er det bare i verden og kristenheten generelt vi ser tegnene på Jesu gjenkomst? Kan det også være indikasjon innen adventismen som varsler endetiden?

Vi skal også snakke litt om forskjellen mellom å vite og å være. Det innebærer ulikheten mellom den dogmefrie Jesus og opptatthet av Jesusfrie dogmer.

Hva kan Bibelen lære oss?

John Berglund vil ha møter

MÅL: Vi håper alle kan gå fra disse møtene med en dypere forståelse av sin egen rolle i Guds store plan.
Vitnesbyrd

Ved Rolf Klausen

Mange har en vandring med Gud og kjenner hans ledelse i dag. Det er styrkende å høre om Guds Ånd i virksomhet som aldri før, og vi er takknemlig og gleder oss med himmelen når mennesker tar i mot Guds invitasjon.
Rolf er et eksempel på dette. Han har fått god tid til å fortelle sitt vitnesbyrd denne sabbaten og det gleder vi oss til.

«Jeg så at levningen av Guds folk ikke var beredt for det som
vil komme over jorden, en sløvhet som lignet en dvale, syntes å hvile over sinnet hos de fleste som bekjenner seg til å tro at vi har det siste budskap. Et stort verk må utføres for de overblevne. Engelen sa: »
Legioner av onde engler omgir dere. . Dere lar sinnet altfor lett bli avledet fra beredelsesverket. . Engelen sa: De som holder sabbaten må dø fra selvet.»» BM 152, 153:

«Verden behøver i vår tid det samme som den behøvde for 1900 år
siden: en åpenbarelse av Kristus.» SLF 147

«Å være en kristen vil ikke bare si å anta navnet Kristus, men å
ha Kristi sinn, og å overgi viljen til Gud i alle ting.» KH 174

www.ellenwhite.no – sitatsamlinger – Forberedelser til senregnet del 2

Skrevet i Møter og samlinger | Legg igjen en kommentar

Lommebrosjyrer du kan ta med over alt!

Velg mellom 24 ulike tema. Fint når du kommer i samtale med noen eller bare vil dele din tro.
Brosjyrene heter Visste du at? og det kan være et fint innledende spørsmål.
Bestill en av hver i dag og få en bestillingsliste hvor du kan bestille flere av den eller de brosjyrene du ønsker.
bestilling@kainos.no

Picture24Brosjyrer

Skrevet i Prosjekter Litteratur | Merket med , , | Legg igjen en kommentar

HVA NÅ? Møte i Moss 26 september kl. 14:00 (13:00)

invitasjon til møte
sabbaten den 26 september
kl. 14:00 (13:00)

TEMA:

1. Dåp

2. Teologien i Laodikeamenigheten

3. Situasjonen rundt Pavebesøk, USA og FN. Hva kan vi se konturene av nå?

Kl 13:00 er det dåp ved fjorden.
Kom tidlig og bli med på denne fantastiske begivenheten! Det er Kathrin R Iversen som skal ta dåp og mannen som hjelp henne på veien var pastor David Sims som kommer helt fra USA.
Dåpen vil foregå like ved møtelokalet på denne adressen:

Kl 14:00 starter første møte.
Kathrin i samtale med David Sims. Hans livsoppgave og misjon.

Vi fortsetter dagen med Bruce Telfer.

HANS TEMA VIL VÆRE: Teologien til menigheten i Laodikea.

John Berglund er med
oss på det siste møte.

HANS TEMA ER:

En realistisk vurdering av hvor vi befinner oss vedrørende etableringen av dyrets bilde og merke og lansering av søndagslover. Vi analyserer pavekirkens, FNs, og den falne protestantismens rolle og posisjon. Hva skal faktisk være tilstanden i verden når de religiøse lovene blir vedtatt og satt ut i livet?

Klikk på brosjyre for beskrivelse av tidspunkter – adresse til møtelokalet m.m – mat etc

brosjyre 26.09.2015

Skrevet i Møter og samlinger | Legg igjen en kommentar

Omega av Lewis R. Walton

Omega Oversat af Aage Andersen

Forord 7
Prolog 9
»Jeg ville hjælpe, hvis jeg kunne« 13
»Vi har fået den triste nyhed« 21
»Et sværd som af ild« 32
»Du er manden . . .« 47
Omega 58
»Prøven vil komme til hver eneste sjæl« 79
Ni fremtrædende punkter 89
»Som en ødelæggende hvirvelstorm« 100

Forord
Somme tider er en bog skrevet i en så klar, letflydende stil, at læseren uden besvær føres med som på en bølgetop fra første til sidste kapitel. Og når bogen handler om et problem af øjeblikkelig interesse, giver læsningen et maksimum af glæde og udbytte.
Den bog, du nu holder i dine hænder, hører netop til denne kategori. Inden bogens udgivelse så jeg manuskriptet igennem adskillige gange, og hver gang gjorde forfatterens letflydende stil og hans evne til at holde læserens interesse indtryk på mig.
Desuden var jeg imponeret over hans evne til at samordne Adventistsamfundets historie med samtidige nationale og internationale begivenheder. Med brede penselstrøg tegner han et billede, der omfatter begivenheder i De forenede Stater, Kina, Rusland og Tyskland som baggrund for de voldsomme brande i Battle Creek, der ødelagde både sanatoriet og Review and Heralds trykkeri og forlagsbygning. På den måde skildrer han adventismen som en del af det virkelige liv og undgår at give det indtryk, at adventismen eksisterer i et vakuum.
Men forfatteren har gjort mere end at demonstrere litterære evner, han har taget livtag med et emne, der burde overvejes omhyggeligt af hver eneste syvende dags adventist. Den krise omkring trospunkterne, som rystede menigheden ved begyndelsen af det tyvende århundrede, blev af Ellen White betegnet som frafaldets »alfa«, og hun forudsagde, at et »omega« ville følge efter, når tiden var inde. Der er muligvis ingen, der helt nøjagtigt ved, hvad hun mente med udtrykket »omega«, men adventisterne ville ikke være deres ansvar bevidst, hvis de ikke søgte nogen forståelse af, hvad hun havde i tanke. For at man kan være på vagt mod at gentage historiens fejltagelser, må man lære de lektier, som historien lærer os.
Denne bogs forfatter antyder forskellige lærdomme, der kan uddrages af »alfa«-erfaringen, men han er ikke dogmatisk i sine konklusioner. Han drager paralleller mellem hin tids »alfa« og nutidige begivenheder inden for menigheden, men han gør det først og fremmest for at vække til eftertanke, ikke for at sætte punktum for diskussion. Jeg tror, at bogen åbner for et nyttigt perspektiv over nutidige begivenheder ved at minde os om »måden, hvorpå Herren har ledet os, og hans undervisning i den svundne tid af vort folks historie«. Den gør os også opmærksom på nutidige og fremtidige farer. Alle, som læser den under eftertanke og bøn, vil være bedre beredt til at forblive tro mod Kristus og hans sandhed under den kommende krise.
Kenneth H. Wood, fhv. redaktør af Adventist Review
Prolog
MARK HANNA var en mægtig mand, skaldet, men ganske nydelig, med en tynd krans af hår, der indrammede hans ansigt, og når han talte, var han vant til at se resultater. Lige for nylig havde han f .eks. næsten uden hjælp fra andre fået William McKinley indsat som amerikansk præsident. Nu var man netop begyndt på et nyt århundrede. År 1900 brød frem så strålende som en nyslået dollar, og så vidt Senator Hanna kunne se, måtte fremtiden styre direkte mod stjernerne. »Smelteovnene gløder,« udbrød han. »Drejebænkene synger deres sang. Med fremgangen kommer lykken til os alle!«
Den unge senator fra Ohio var ikke alene om denne opfattelse. Den 1. januar 1990 syntes fremtiden så fuld af løfter som en forårsmorgen. For en gangs skyld var der stort set fred i hele verden. Kina med dets hundreder af millioner var stadig åbent for indrejse og åbent for evangeliet. Inden for det enorme landområde, der af sine sønner og døtre benævntes Storrusland, var der stadig lidt tid. Ganske vist var sandet ved at rinde ud af timeglasset, vældige problemer råbte på vældige forandringer. Men der skulle endnu gå næsten to årtier, før maskingeværsalverne uden for zarens vinterpalads for altid skulle vende historiens gang — og anledningerne for Guds værk. Kolossale forandringer lå i luften og skulle indtræffe i den nærmeste fremtid, ligesom den grå rand ude i horisonten bebuder, at et stormvejr nærmer sig, men hin nytårsdag år 1900 kunne meget få mennesker se andet end sollys.
»Har man ikke kunnet lave penge i det svundne år, må man være komplet umulig,« hoverede en dagsbladsre-daktør, og en præst i New York erklærede begejstret, at »lovene bliver mere retfærdige, de herskende mere humane, musikken mere velklingende og bøgerne mere indholdsrige.«
En af de få afvigende stemmer kom fra en lille, 72-årig dame, som dette nytår tilfældigvis befandt sig i Australien. Gennem flere år havde Ellen White talt mere og mere utilsløret om en eller anden stor katastrofe, som snart skulle komme over verden, og skønt disse udtalelser syn­tes helt ude af takt med hendes tid, fastholdt hun dem med en ihærdighed, der måtte påkalde opmærksomhed. »Død og ødelæggelse vil snart komme, tiltagende lovløshed og store grusomheder mod de rige, der har ophøjet sig på de fattiges bekostning. De, der er uden Guds beskyttelse, vil ikke finde sikkerhed noget sted eller i nogen stilling. Menneskelige redskaber er ved at blive oplært og bruger deres opfindersnilde til at iværksætte det mægtig­ste maskineri til at såre og dræbe. . . . Lad midlerne og arbejderne spredes.« *) Underlige ord, fuldstændig ude af takt med tidens stemning og ikke nær så behagelige at høre på som de beroligende tanker fra pastor Newell Hillis, der prædikede om oplysende bøger og velklingende musik for sin menighed i Brooklyn. Men på denne første dag i et nyt århundrede havde folk måske gjort klogt i at overveje Ellen Whites advarsler omhyggeligt, for hun havde i det forgangne haft ret alt for ofte til, at man kunne tillade sig at ignorere hende og føle sig virkelig tryg derved.
Der var måske ingen, som havde mulighed for at vide det hin nytårsmorgen i New York, men Ellen Whites forudsigelser var faktisk lige ved at gå i opfyldelse. Den selvsamme måned skulle Lenin blive løsladt fra sin internering i Sibirien for at ile tværs gennem Rusland til sikkerheden i Vesteuropa. England, Frankrig og Rusland var i de­res bekymring over den opdukkende tyske alliance i færd med at indgå den såkaldte Trippelentente. Og i Zurich var en ung studerende ved navn Albert Einstein allerede i færd med at skrive formler og spekulere over muligheden af at omdanne stof til energi.
Nytårsdag 1900 — på Huang-pu floden i Shanghai vuggede britiske dampskibe dovent på deres flydetønder og solede sig i den drømmeagtige vintersol. I St. Petersborg hastede den russiske adel i deres højrøde kaner langs Nevaflodens bredder for at nå hjem og klæde om til aftenen. Dette var højdepunktet af det, man i de højere kredse i Rusland kaldte sæsonen, en række strålende aftener med hvide satinkjoler og uniformer lynende og glitrende af ordener og diamanter — selskaber, hvorfra »ingen drømte om at trække sig tilbage før kl. 3.00 om morgenen«, og officererne holdt endda ud, til himlen var ved at blive farvet af daggryets rosa, perlemor og sølvgrå toner.
Nytårsdag, … og i Berlin ved grev Alfred von Schlieffen allerede, at når krigen kommer, vil den først gennemtrænge Belgiens blide, flade sletteland. Han ved det, fordi han allerede har udarbejdet planerne.
Og i Adventistsamfundets skrifter udgår disse ord i et sidste fortvivlet forsøg på at tiltrække opmærksomheden, inden det er for sent: »Menneskelige redskaber er ved at blive oplært og bruger deres opfindersnilde til at iværksætte det mægtigste maskineri til at såre og dræbe. . . . Lad midlerne og arbejderne spredes.«
For verden synes det at være morgen, men i historiens timeglas nærmer det sig solnedgang, og det sollys, der varmer den første dag i år 1900, er den sidste gyldne anledning til at arbejde i fred, det sidste øjeblik, der snart skal glide over i natten.
Guds værk kan stadig foregå i sollyset, men tiden er kort. Nu er der kun ét spørgsmål, der virkelig betyder noget: vil hans folk gribe anledningen?

»Jeg ville hjælpe, hvis jeg kunne«
Den 1. januar 1900 stod Ellen White tidligt op og — såfremt hun da fulgte sin sædvane — tog en afvaskning, klædte sig på og styrede direkte til sit skrivebord. Det var en vane, hun havde tillagt sig gennem mange år. Disse tidlige øjeblikke var på mange måder de bedste, fri for afbrydelserne i dagens mere travle timer. Når hun stod så tidligt op, skyldtes det også tit, at hun havde tilbragt en smertelig nat, og hun havde lært sig at få det bedste ud af situationen. Når det var tid til at spise morgenmad, havde hun som regel flere timers skrivearbejde bag sig.
Denne dag var hendes sind betynget af et særligt problem, som i løbet af de sidste få år var blevet en sag af større betydning: I hvilken retning førte dr. John Kellogg Adventistsamfundets sundhedsarbejde? Han var en gammel ven, der i sin ungdom havde tilbragt mange timer i familien Whites hjem, og Ellen White holdt af at skrive til ham, »som en moder skriver til sin søn«.1′
Men for nylig var der sket foruroligende ting i Battle Creek, ting, der syntes at varsle ulykke. For det første var byen stik imod hendes gentagne og indtrængende advarsler blevet en stor og stadig mere umedgørlig adven­tistkoloni. I årevis havde hun advaret mod farerne ved at koncentrere midler og evner på ét sted, men i år 1900 var byen domineret af adventistinstitutioner. Nær Kalama-zoofloden stod Review and Heraids bygninger, hvor ledelsen var travlt engageret i at trykke for næsten enhver kunde, der var villig til at betale. En blok derfra stod en imponerende kirkebygning med plads til en forsamling på 3400 mennesker. Her samledes hver sabbat 173 sabbats-skoleklasser, diverse kliker kæmpede for at få magten, og i en kortere periode var tiendeindtægterne faktisk blevet anvendt til menighedens løbende udgifter. Inden for halvanden km kunne man finde generalkonferensens kontorer, Battle Creek College, en fødevarefabrik i hurtig udvikling samt et hjem for forældreløse børn. Tusind adventister sammentrængt på et område så fyldt med ejen-domsspekulanter, at tilskuere i spøg (og somme tider med forargelse) kaldte det »adventisternes guldgraverlejr«.2′
Et kompleks, som fik alt andet til at virke småt, var Battle Creek Sanatorium, opført i victoriansk stil, bredende sig det meste af en km langs Washington Street, med tusind ansatte, der ifølge Ellen Whites advarsel var begyndt at betragte deres kald som lidet mere end et levebrød. For et trossamfund, der i høj grad er afhængigt af det personlige vidnesbyrd, var dette en fare, som ikke kunne betones for stærkt. Det betød, at et af samfundets vigtigste virkemidler var ved at blive sat ud af kraft.
Gennem adskillige år havde ildevarslende tegn fra Battle Creek Sanatorium giver anledning til bekymring. Ind imellem blev det antydet, at denne store instition faktisk kunne gå tabt for menigheden. Kellogg havde allere­de bekendt kulør. Så langt tilbage som i 1895 havde han oprettet The American Medical Missionary College og var begyndt at udskille det fra samfundet. »Dette er ikke nogen sekterisk skole,« havde han erklæret, og der skulle ikke undervises i »sekteriske læresætninger«.3′
Nu var sanatoriet menighedens største aktiv, og dette indebar, at hvis Adventistsamfundet ønskede at sikre fremtiden for sin største institution, måtte man også før eller senere være nødt til at tage John Harvey Kellogg op til behandling.
Kellogg var en lavstammet, energisk mand, der i sine senere år plejede at bevæge sig hurtigt omkring i Battle Creek iført et sæt hvidt tøj og hvide gamacher, og man berettede, at han, når han cyklede på arbejde, ofte dikterede breve til en pustende mandlig sekretær, som styrtede af sted ved siden af. Kellogg var en kompliceret og fængslende personlighed med et naturligt talent for lægegerningen og med en skræmmende magt over ordet, en mand, der kunne græde, når han læste Ellen Whites brev ved et bedemøde, og som senere kunne fordømme hende som plagiator — en mand, som tilsyneladende kunne gøre næsten alt undtagen at modstå fristelsen til at føre Battle Creek Sanatorium og hele sundhedsbudskabet ned ad en eller anden mystisk vej, som var udstukket i hans eget sind. Gennem flere år havde Ellen White korresponderet med doktoren og indtrængende opfordret ham til at standse sine ambitiøse projekter i Battle Creek og sende overskydende midler ud på verdensfeltet, navnlig til kæmpende nye foretagender i Australasien, hvor fortvivlet mangel på penge næsten lammede værket. Som svar havde hun fået nogle ejendommelige udtalelser gående ud på, at sanatoriets vedtægter ikke tillod, at man sendte penge ud af Michigan. Det var et snildt argument, overfladisk set var det uimodsigeligt, hvis man ikke forstod de muligheder for legal manipulation, der lå i alt dette. Det stod fuldstændig gennemskueligt for Ellen White, der med et profetisk blik kan have set ind i sagførerkontorer, hvor skarpe øjne nøje gennemgik dokumenter, og hvor en målbevidst lille mand klædt i hvidt sad stille og roligt med tilbagelænet hoved og trommede blidt med fingrene på stolens armlæn, medens hans sagførere gjorde deres arbejde. »Jeg har fået fremstillet sager, som har fyldt min sjæl med dyb smerte,« skrev hun i 1898. »Jeg så mænd sammenkædet arm i arm med advokater; men Gud var ikke i deres selskab. … Til sådant er det pålagt mig at sige, at I ikke bevæges under indflydelse af Guds Ånd.«4)
Tidspunktet, hvor denne udtalelse blev fremsat, er tankevækkende. Kellogg havde netop behændigt forandret sanatoriets administrative struktur til en form, der ville tillade, at det en skønne dag kunne stemmes helt ud af Adventistsamfundets indflydelse. 11897 var dets tredive-åri-ge fundats udløbet. Ifølge Michigans lov måtte bestyrelsen opløses, dens aktiver sælges og nye vedtægter udformes. For den, der ønskede at indføre forandringer, havde dette været en umiskendelig gylden anledning, og Kellogg havde ikke ladet den gå fra sig.
Den 1. juli 1898 mødtes advokat S. S. Hurlburt med en lille gruppe interesserede i Tinghuset i Marshall, Michigan, hvor sanatoriets aktiver blev solgt til en interessegruppe med Kellogg som formand. Denne gruppe udgjorde den nye bestyrelse, udformede nye vedtægter og udstedte aktier. Dette var nødvendigt, såfremt sanatoriet skulle fortsætte, og generalkonferensen havde godkendt disse legale transaktioner. På overfladen syntes der ikke at være foretaget andet end formaliteter, men de, der sørgede for at læse de nye vedtægter grundigt igennem, så muligheden for ildevarslende forandringer. Ejendomsretten til aktier, der engang var begrænset til adventister, var nu åben for enhver, som var villig til at skrive under på, at sanatoriet skulle være »konfessionsløse ikke-sekte-risk, humanitært og filantropisk«. Til dem, der protesterede mod en så bred formulering havde Kellogg et svar parat: det var blot en formalitet, sagde han, for at institutionen kunne nyde »fordelene af statens love«.5) (I 1906 skulle fældens tænder blive alt for indlysende. Da doktoren nærmede sig det endelige brud med menigheden, erklærede han, at institutionens vedtægter forbød alle aktiviteter, som var sekteriske eller gik ind for en bestemt trosretning, og han lod uden omsvøb menigheden vide, hvordan det var gået med dens store drøm ved Kalama-zooflodens bredder: »Adventistsamfundet ejer ikke denne ejendom og kan aldrig komme til det, for den tilhører offentligheden.«)®
Og lige for nylig var dr. Kellogg ved at fremkomme med et nyt forslag, mere vidtrækkende end noget, han hidtil havde udtænkt. Forslaget gik kort fortalt ud på, at ethvert sanatorium i Amerika, som var tilsluttet samfundet, uanset beliggenheden, skulle lægges fuldstændigt ind under Battle Creeks ledelse. »For at knytte vore forskellige sanatorier sammen, har Sundhedsmissionens bestyrelse udarbejdet denne plan,« kunne han siden rapportere, »at fremfor at oprette en fuldstændig ny institution hver gang der oprettes et sanatorium, . . . bør der etableres hjælpeinstitutioner,« som skulle være »uadskilleligt forbundet« med.7)
Det var en tanke, som skulle blive kraftigt imødegået af Ellen White og af samfundets ledere, men i de kommende måneder skulle der alligevel hæve sig stemmer, der var loyale over for Kellogg, og roste planen. Det blev efterhånden til et helt kor, der bakkede op om ham, for sanatoriet var begyndt at tiltrække folk, som var utilfredse med samfundet. Mange af dem var begavede mænd, uddannet inden for teologi eller medicin. Nogle havde rejst og prædiket sammen med Ellen White. I det mindste én af dem var sangforfatter, hans sange havde engang været båret af ånden i adventbudskabet. Nogle af disse afvigere — rygter fortalte, at de var finansieret af sanatoriets rigelige pengestrøm — ville begynde at samle stof til en bog, der stemplede Ellen White som bedrager. Fremtrædende skikkelser talte med stigende dristighed om en stor omrokering i Adventistsamfundet, om en ny struktur, om nye mål og en helt ny mission. Som tiden gik, og skærmet af Battle Creeks rigdom og af John Kelloggs overtalelsesevner, arbejdede disse afvigere sig frem mod mål, som var omhyggeligt skjult for alle, undtagen for en 72-årig kvinde i Australien, der i drømmesyner så mærkelige møder og natlige forhandlinger og en hvidklædt mand med overtalelsesevner, som ikke lod sig forklare med menneskelige ord.
Og det er dette problem, der tynger Ellen Whites tan­ker, som nytårets solopgang varmer sommerhimlen over Cooranbong. Menighedens mægtige virkemiddel, sundhedsarbejdet, så nødvendigt for at nedbryde fordom og åbne døre for adventbudskabet, er i færd med at blive ubønhørligt adskilt fra hovedelementet i adventistisk tænkning. Ellen White tager et rent ark papir, dypper pennen, og ordene begynder atflyde til George Irwin, der er formand for generalkonferensen: »Kære broder Irwin! . . . Frels dr. Kellogg fra sig selv. Han ænser ikke de råd, der er givet til hans bedste.«8′
År nitten hundrede — og anledningerne til at afslutte Guds værk har aldrig været lysere. For en gangs skyld er der fred i næsten hele verden. Fra Maine til Manila, fra Paris til Kanton kan man rejse næsten hvor som helst med evangeliet, endog uden pas. Hungrende efter et sundhedsbudskab, de fleste af dem aldrig har hørt, søger menneskene udendørs aktiviteter og deres uopfyldte behov kommer til udtryk i en enorm mani for cykling. De, der er så heldige at kunne komme til Battle Creek, strømmer ind i tusindvis, uvidende om de stridigheder, der gærer under overfladen. Disse gæster når endog at fange nogle glimt af sandheden. Hårdt arbejdende engle har gjort alt, hvad Himmelen formår for at berede vejen for adventbudska­bet. Sildigregnens store budskab om sejr i Jesus Kristus har lydt. I Amerika er der introduceret en søndagslov, den er debatteret vidt og bredt, og er tænkt som en slags fyrtårn, der skal opildne uvirksomme troende til nyt liv. Det er ufatteligt, at nogen kan lade en sådan anledning gå fra sig, og dog er netop dette ved at ske.
Battle Creek Sanatorium er på vej bort fra Adventistsamfundet, dets midler bliver misbrugt, og der manipuleres med dets struktur. På Review and Herald tager man imod verdsligt materiale til trykning. Indholdet er af en sådan karakter, at Ellen White frygter, at endog de mænd, som læser det flygtigt under satsfremstillingen, kan være i fare. Menighedens grundlæggende teologi er ved at blive udfordret af uortodokse idéer vedrørende Guds natur — idéer, som, advarer hun, vil true sådanne grund­læggende sandheder som den himmelske helligdom. I et fortvivlet forsøg på at beskytte menigheden mod faren, uden rigtigt at vide hvordan, opfordrer hun adventistforældre til at holde deres børn borte fra Battle Creek, hvor de kan blive »gennemsyret af forblommede hentydninger … og blive svækket i deres tillid til vore prædikanter og vort budskab.«9′ Solens sidste stråler er ved at glide bort fra Guds folk, medens de køber og sælger fast ejendom og bygger til Battle Creek Sanatorium og planlægger og planlægger . . .
Snart vil et brev, skrevet af Ellen White få dage før jul, nå frem til dr. Kelloggs skrivebord. »Jeg skriver til dig, som en moder ville skrive til sin søn. Jeg ville hjælpe dig, hvis jeg kunne. . . . Jeg ville rejse og besøge dig, hvis jeg kun­ne. … Hvis du tager imod de advarselsbudskaber, der er sendt til dig, vil du blive reddet fra store prøvelser.«10
Alt er så godt tilrettelagt. Som fordum Israel ved Sinaj er Guds folk kun få ugers rejse fra Det lovede Land.
Tiden er inde, hvor adventbudskabet kan gå over ver­den som ild i en tør mark.
Tiden er inde, hvor Djævelen vil gå til modangreb.
Tiden er inde for et frafald, som er blevet kaldt Alfa.

2. kapitel

»Vi har fået den triste nyhed«
Det er den 18. februar 1902 — i de kolde timer før daggry. Inde bag brandstationens murede buegange i Battle Creek ringer alarmklokken. Lygter blafrer, brandfolkene fumler med messingknapperne på deres klodsede uniformsfrakker med brystforstærkning, medens hestene skyndsomt spændes for brandsprøjten nede i gården. Kusken svinger sig op på sædet, griber tøj­lerne, og den store maskine rasler af sted over brolægningen og bryder den sorte vintermorgens stilhed. Det er tirsdag, og Battle Creek Sanatorium er ved at brænde ned til grunden.
På selve stedet lykkedes det nattevagterne at føre de fire hundrede patienter i sikkerhed, medens hovedbygningen blev som en ildsøjle. En brandmand bemærkede senere, hvor virkningsløse hans anstrengelser syntes at være. Vandet, der blev sprøjtet på flammerne, syntes kun at øge deres raseri. Ved daggry var det meste af det store kompleks nedbrændt, forvandlet til rygende ruiner under vinterhimmelen.
Dr. Kellogg, der var på vej hjem fra Stillehavskysten, hørte om tragedien fra en nyhedsudråber under et ophold på Chicagos banegård. Han skred øjeblikkelig til handling. Efter at være steget på toget til Battle Creek, lod han sin sekretær fremskaffe et bord, og resten af rejsen tilbragte han med at skitsere tegningerne til en ny bygning. »I dag har vi modtaget den triste nyhed, at Battle Creek Sanatorium er nedbrændt,« skrev Ellen White to dage senere, men hun udtrykte ingen overraskelse. I mange uger havde hun været bekymret over det, der foregik i Battle Creek, hun »fandt slet ingen hvile« om natten på grund af en forudanelse om kommende ulykker, og nu fandt hun ingen ord. »Ved denne tid ville jeg gerne have talt kloge ord, men hvad kan jeg sige? Vi sørger med dem, hvis livsinteresser hænger nøje sammen med denne institution. … Vi kan i sandhed græde med de grædende.«1′ Imidlertid havde hun ét råd, der stillede hende i direkte modsætning til dr. Kellogg: Sanatoriet må under ingen omstændigheder genopbygges i Battle Creek. I stedet bør der opføres et antal mindre institutioner. »Et højtideligt ansvar påhviler dem, der har ansvaret for Battle Creek Sanatorium. Vil de bygge en meget stor institution i Battle Creek, eller vil de udføre Guds vilje ved at indrette institu­tioner mange steder?«2)
Det var et spørgsmål, som meget hurtigt skulle blive besvaret. Den 17. marts 1902 mødtes en stor gruppe af samfundets ledere i Battle Creek for at planlægge, hvad der nu skulle gøres. Kellogg var til stede, lysende af begej­string formelig malede han ordbilleder af en pragtfuld ny bygning, og skønt Ellen Whites advarsler var mindre end en måned gamle, blev der udarbejdet en plan, som nogle af brødrene kan have betragtet som en slags kompromis. I stedet for at genrejse begge de to store bygninger, ville man nøjes med den ene, som kun skulle være fem etager høj og 450 fod lang. Først senere, da de inspicerede de nye fundamenter, skulle det gå op for dem, hvor lemfældigt Kellogg havde tænkt at rette sig efter de begrænsninger, der var blevet pålagt ham.
Imidlertid hørte denne opdagelse stadig fremtiden til, og i mellemtiden var der fremkommet en plan for at skaffe penge til byggeriet. A. G. Daniells, der var formand for generalkonferensen, erindrede, at Ellen White for nylig havde helliget sin bog Kristi lignelser (Lys over hverdagen) specielt til formålet at rejse penge til adventistskoler. Det var lykkedes ganske godt, og Daniells var kommet til at tænke på, om ikke Kellogg, der var landskendt for sine sundhedsforedrag, kunne skrive en populær sundhedsbog for at skaffe de fornødne penge til sanatoriets genopbygning. Kellogg påtog sig opgaven med stor veloplagthed. Han var en produktiv skribent, som dikterede under togrejser, mens han cyklede, ja, endog når han lå i badekarret, til en mandlig sekretær, der synes at have fungeret rimelig godt på trods af de meget distraherende omstændigheder. Begejstret gik Kellogg i gang med opgaven og fuldførte manuskriptet til den nye bog på rekordtid, derefter rejste han på en længere sommerferie i Europa.
Dermed var terningerne kastet. Battle Creek Sanatorium ville blive genopbygget på trods af Ellen Whites råd, og brødrene skulle snart erfare, at de spillede et spil, hvor indsatsen var høj og reglerne gådefulde. Under inspekti­on af fundamenterne en dag i forsommeren, blev en eller anden opmærksom på et besynderligt faktum: fundamenterne var 100 fod længere, end Kellogg havde lovet, og nu viste det sig, at flere store fløje ville rage frem i en halvcirkel fra bygningens bagside. I 1904 opsummerede Ellen White situationen med følgende dybt sørgmodige ord: »Da Herren bortryddede det store sanatorium i Battle Creek, var det ikke hans mening, at det nogen sinde skulle genopbygges på dette sted. . . . Havde man givet agt på dette råd, ville det tunge ansvar i forbindelse med Battle Creek Sanatorium ikke have eksisteret nu. Dette ansvar er en frygtelig byrde.«3′
Den »frygtelige byrde«, hun henviste til, var naturligvis den finansielle. Kellogg var i færd med genopbygningsarbejdet i en meget stor målestok, som langt overgik alt, hvad brødrene havde forestillet sig, og det var ved at blive meget dyrt. Sanatoriet på Washington Street viste sig at fremstå som en massiv italiensk renæssancebygning med en kapacitet på mere end tusind patienter — ca. ti gange det antal, Ellen White havde anbefalet som det ideelle. Der var fem acres gulvareal, blanke, funklende gulve med indlagt marmor udført af den samme begavede italienske kunstner, som havde stået for udførelsen af den pragtfulde mosaik i Kongresbiblioteket, og det viste sig, at intet ville blive sparet for at gøre stedet til »den mest gennemførte, bedst udstyrede og fuldendte institution af sin art i verden.«4) Den finansielle byrde, som disse planer indebar, blev snart af rystende omfang.
Men den virkelige krise for menigheden, så frygtelig, at Ellen White åbent undrede sig over, om hun kunne gennemleve den, gjaldt noget dybere end penge. Skønt den kun var synlig for nogle få, var den allerede kommet. Skjult i dr. Kelloggs nye bog fandtes alle elementerne til en hidtil ukendt krise med hensyn til menighedens tro og lære.
Gennem flere år var Kellogg fremkommet med nogle ret ejendommelige udtalelser vedrørende Guds natur. »Gud er i mig,« havde han erklæret over for forsamlingen under en generalkonference for nylig, »og alt, hvad jeg gør, er i Guds kraft; hver eneste gerning er en Guds skabergerning. «5) Det var en betagende tanke, der syntes at bringe Guddommen meget nær, og snart gik nogle af samfundets velanskrevne tænkende mænd ind for den samme tanke. Der var noget besynderligt tiltrækkende ved Kelloggs påstand, at den luft, vi indånder, er det middel, Gud bruger til fysisk at sende sin Helligånd ind i vort liv, og at sollyset er hans synlige »Shekinah«. Og selv højtuddannede personer gik ind for den nye opfattelse, opildnet af Kelloggs evangeliske begejstring. Nu fandtes disse synspunkter fremstillet endnu mere overbevisende i spal­tekorrekturen til den nye bog, som han havde valgt at kalde Det levende tempel I menneskelegemet, hævdede han, var »den kraft, som bygger, som skaber — det er Gud selv, den guddommelige nærværelse i templet.«6)
Yderst få indså, at denne tanke kunne føre en helt væk fra kristendommen, ind i den religiøse mysticisme, hvor der ikke var plads for en personlig Gud eller et sted, som kaldes Himmelen. En af dem, der så faren, var William Spicer, en nylig hjemvendt Indiensmissionær, der nu beklædte en stilling i generalkonferensen. I Kelloggs nye teologi genkendte Spicer straks de samme ideer, som han havde set i hinduismen. Urolig til sinds begav han sig til Kellogg for at få tingene til at trække sig i lave ved en personlig samtale. De to mænd sad på verandaen til det sto­re, noget uregelmæssige hus med syvogtyve værelser, som Kellogg kaldte Residensen, og til sin overraskelse befandt Spicer sig »straks midt i en diskussion om de mest kontroversielle spørgsmål«.
»Hvor er Gud?« spurgte Kellogg.
»Han er i Himmelen,« svarede Spicer. »Der findes ifølge Bibelen Guds trone, og de himmelske hærskarer, som tjener og lyder ham.«
Kellogg, der var 50 år gammel og 13 år ældre end Spicer, svingede armen i en fejende gestus i retning af græsp­lænen og erklærede, at Gud var i græsset, træerne, planterne, i alt omkring dem.
»Hvor er Himmelen?« spurgte han.
»I universets centrum,« svarede Spicer. »Hvor det er, ved vi ikke.«
»Himmelen er, hvor Gud er, og Gud er alle vegne,« svarede Kellogg skarpt. Lamslået gik Spicer fra samtalen, vel vidende, at han havde skimtet toppen af noget større end nogen havde forestillet sig — noget der kunne ryste menigheden. »I denne verdensorden var der ingen plads for engle, som stiger op og ned mellem Himmelen og jorden. . . . Helligdommens renselse . . . var ikke noget i en fjern himmel.« Hjertet var »helligdommen, som skulle renses.«7)
William Spicer havde mødt stormens første vindstød, og han var fuldt ud i stand til at tyde deres frygtelige betydning. I sommeren 1902, da verden lå åben for den tredje engels budskab og en fredfyldt anlednings sidste minutter var ved at svinde hen, var en af grundpillerne i adventisternes lære pludselig blevet udfordret. På en måde, som han ikke selv forstod fuldt ud, havde Kellogg angrebet selve adventismens grundlag. Han havde, måske ubevidst i begyndelsen, angrebet læren om den himmelske helligdom.
I selve hjertet af Syvende Dags Adventistsamfundets lære stod den opfattelse, at i 1844 havde en stor begivenhed fundet sted i Himmelen. Adventisterne byggede den­ne tro på deres forståelse af profetierne i Dan. 8 og 9, ifølge hvilke de 2300 profetiske år begyndte med den persiske konges dekret, og sluttede i efteråret 1844.1 de bevægede efterårsmåneder samme år havde de adventtroende taget disse profetier op til fornyet prøvelse for at søge at forstå, hvorfor Kristus ikke var kommet, sådan som Millerbevægelsens prædikanter havde forudsagt. Denne forskning førte dem til en ny forståelse af Daniels bog og til en teologi, som aldrig før var forstået i den kristne verden. Dybtgående studium og inderlig bøn havde ført dem til den konklusion, at Kristus i oktober 1844 var gået ind i det Allerhelligste i den store himmelske helligdom, af hvilken det gamle jødiske tabernakel kun havde været en model. Dér havde han påbegyndt den sidste, afgørende fase i menneskeslægtens genløsning. I de helligste omgivelser af alle havde han begyndt undersøgelsen af alle de menneskers liv, som nogen sinde havde gjort fordring på frelse i hans navn.
Det var en højtidelig tanke, selv hvis man kun tænkte på dommen over dem, som allerede var døde, men adventisterne fik øjnene op for en endnu mere udfordrende tanke: på et eller andet tidspunkt, og muligvis så tidligt, at det angik den generation, som levede i 1844, ville Kristi domsundersøgelse være afsluttet for de dødes vedkommende og derfor gå over til at gælde de levende. Når denne gerning var afsluttet, ville der følge en sidste handling af katastrofeagtig betydning for hele menneskeslægten. Kristus ville kaste røgelseskarret, der symboliserede hans tjeneste for menneskene, og udtale ordene i Åb. 22, 11: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, . . .og lad den hellige blive ved at leve helligt.« Menneskets nådetid, som man sædvanligvis regnede for afsluttet med døden, ville for en generations vedkommende afsluttes, medens de endnu levede. Alt i adventismen pegede hen på denne begivenhed, advarede om den og opfordrede indtrængende menneskene til at berede sig. Adventbudskabet i 1844 var et opildnende, inciterende kald beregnet på at afsløre usikkerheden ved al jordisk sikkerhed og berede et folk til at møde Herren. Og medmindre man var villig til at overgive alt, ofre alt, hvad menneskelig fornuft anså for vigtigt, var det en opfattelse, der kunne gøre en overmåde ilde til mode.
Næsten lige fra sin tilblivelse havde adventisternes hel-ligdomslære været udsat for angreb. Teologer latterliggjorde den som et gennemskueligt forsøg på at bortforklare det faktum, at Kristus ikke var kommet i 1844. Andre havde, måske uden at ville det, angrebet helligdomslæren på mere raffinerede måder. Det var en frygtelig udfordring at se i øjnene, at ens liv snart kunne være under Guds sidste og endelige undersøgelse. Angrebene var kommet fra alle kanter, så vedholdende og voldsomme, at Ellen White til sidst sagde, at »i de forløbne halvtreds år er vi blevet beskyldt for alle mulige former for kætteri for at forplumre vore sind med hensyn til hvad ordet lærer — særlig angående Kristi tjeneste i den himmelske helligdom og Himmelens budskab for disse sidste dage, som det er givet af englene i Åbenbaringens fjortende kapitel.«8) Og hun havde udråbt: »Gud forbyde, at al denne snakken fra menneskelige læber skulle svække vort folks tro på den sandhed, at der er en helligdom i Himmelen, og at der engang blev bygget et forbillede på denne helligdom her på denne jord.«9)
Noget af den mest højrøstede »snakken«, som Ellen White valgte at kalde det, var kommet fra en fremtrædende adventistprædikant ved navn D. M. Canright, der i årevis havde leget med spørgsmål og tvivl og antaget lær­domme, der var fjendske over for adventismen. Til sidst trådte han helt ud af menigheden, for derefter at gøre det til sin livsopgave at bekæmpe det, han tidligere troede på. I 1899 havde han udgivet en bog med titlen Syvende Dags Adventismen Afsløret, hvori han havde anklaget syvende dags adventisterne for at »få alting til at dreje sig om deres helligdomssyn. . . . Hvis de tager fejl i dette, bryder hele deres lære sammen.«10) Efter denne påstand fortsatte han med et angreb på Ellen White, efterfulgt af stormløb på sabbaten, loven og de dødes tilstand. Heni-mod slutningen af sine 418 sider nåede Canright til denne konklusion: »Syvende Dags Adventismens system har som sit grundlag de ikke underbyggede teorier, fremsat af en uvidende gammel farmer i hans sidste år og drømmerier af en fuldstændig uoplyst, uvidende, sygelig og overspændt ung pige.«11) Men Canrights korte velmagtstid var til ende, og det eneste, han havde tilbage, var ensomme minder om det, der kunne have været. 11919, da han var dybt mærket af sin sidste, svære sygdom, udsendte han fra det tusmørke, han var ved at synke ned i, en sidste appel til sin broder: »Hold fast ved budskabet, Jasper! Jeg gik bort fra det, og jeg ved, jeg er døende, en fortabt menneske.«12)
Canright havde valgt at rette et frontalangreb på sandheden om helligdommen ved at hævde, at adventisterne havde mistolket Dan. 8, 14 og fejlagtigt knyttet dette skriftsted til 3 Mos. 16, som beskriver jødernes forso-ningsdag. Ved sin himmelfart var Kristus gået lige ind i det Allerhelligste, erklærede Canright, og derfor var adventisternes stærke betoning af helligdommens renselse i 1844 fejlagtig. Det var, for at gentage det, et direkte angreb på et af menighedens grundlæggende trospunkter. Når man læste hans bog, krævede det ingen særlig begavelse at indse, at han var dybt uenig med adventismen.
Men den seneste udfordring til helligdomslæren udgående fra John Harvey Kellogg i 1902, var alt andet end tydelig. Den var opbygget ved hjælp af en række tilsyneladende logiske trin, men sådan at det for hvert skridt ikke kunne ses, hvor det næste førte hen, og på den måde var det muligt at finde sig selv langt borte fra adventismen, før man indså, at noget var forkert. For mange mennesker, som længtes efter at kende Gud bedre, var det beroligende at se ham i sollyset, føle ham i den luft, man indåndede, og tro, at han var til stede i alle livets handlinger. Men hvis man gjorde sig ulejlighed med at tænke nærmere over det, rejste alt dette nogle spørgsmål, som vanskeligt lod sig besvare inden for den traditionelle adventismes rammer — spørgsmål, som William Spicer allerede var blevet stillet over for på Kelloggs veranda. Hvis Gud er alle vegne, og hvis Himmelen er, hvor Gud er, så må Himmelen også være alle vegne. Hvis dette er tilfældet, hvor er så helligdommen? Kellogg havde naturligvis et svar: man kunne allerede finde det i titlen til hans nye bog Det levende tempel. Guds helligdom var i det menneskelige legeme — et logisk skridt, som nu tvang en til at affærdige begivenhederne i 1844 som en irrelevans, der ikke passede ind i det nye lys. I bedste fald kunne 1844 blot forklares som en episode i historien, en mellemstation på adventismens vej frem til modenhed.
Det var en underfundigt snigende vildfarelse, som end ikke doktoren selv forstod fuldt ud, og dog var den erkendt af nogle af samfundets ledere, og det spørgsmål, der nu blev stillet rundt omkring i Battle Creek, var: Skulle Kelloggs nye bog i det hele taget trykkes? Det var ikke noget enkelt problem. Som 1902 var ved at gå på hæld, truede det omfattende sanatoriebyggeri med at udløse en fuldstændig finansiel krise. Af hensyn til økonomien var det påtrængende nødvendigt, at Kelloggs bog blev udgivet og solgt. Desuden var der ikke så få mennesker omkring Battle Creek, der ikke kunne se noget forkert ved bogen i det hele taget, og som med evangelisk begejstring gik ind for doktorens teologi. Det var i en stormfuld atmosfære, generalkonferensens bestyrelse samledes i efteråret 1902 for at afgøre, hvorvidt en ordre til trykning skulle tilgå disponenten for Review and Herald.
Det var ikke let at træffe nogen beslutning på baggrund af rapporten fra den litteraturkommité, der havde fået som opgave at gennemlæse manuskriptet og indstille det til trykning eller henlæggelse. Flertallet i denne gruppe så »ingen grund til, at det ikke kunne anbefales«, det var en rapport underskrevet af mænd som A. T. Jones, der havde rejst og prædiket sammen med Ellen White i årene efter 1888. Kun to af de fem udvalgsmedlemmer stemte imod bogen.
Og da indtraf en af disse usædvanlige begivenheder, derfor altid vender historiens gang og ændrer forholdene mellem mennesker og institutioner. På efterårsrådslag-ningsmødet i 1902 valgte man at gå ind for mindretallets afgørelse: bogen skulle ikke udgives, og samfundet ville sætte sin lid til, at der ved Guds hjælp kunne findes midler til det nye sanatorium.
Efter alle samfundets normer og hidtidige praksis skulle dette have været enden på historien. Men i 1902 var dr. John Kellogg ved at nærme sig et punkt, hvorfra ingen tilbagevenden er mulig. Gennem flere år havde han forkastet de budskaber fra Ellen White, der gik på tværs af hans planer, som regel med den undskyldning, at hun havde handlet ud fra forkerte oplysninger fremskaffet af hans fjender, og at hendes vidnesbyrd imod ham således var uberettigede. Nu stod han over for en direkte udfordring fra den organiserede menighed, og han måtte træffe en afgørelse. Hurtigt greb han et alternativ: Udførte Review ikke trykopgaver for kunder uden for samfundet? Altså blev der sendt en ordre ned ad Washington Street til Adventistsamfundets største trykkeri og forlagshus: Tryk 5000 eksemplarer af Det levende tempel og send regningen til J. H. Kellogg!
Ordren blev bekræftet. Blysatsen, som allerede var fremstillet og blot ventede på bogens endelige godkendelse, var klar til brug. Pladerne var parat til at gå i trykken. I trykkeriet stod der nydelige papirstabler klar til at lægges i den store dampdrevne trykpresse. Men i en stille dal i Californien gik Ellen White til ro tynget af en forudanelse, som hun forstod alt for godt: »I nattens syner har jeg set en engel stående med et flammesværd udrakt over Battle Creek.«14)
For Review kunne tiden nu måles i timer.

3. kapitel

»Et sværd som af ild«
ARTHUR G. DANIELLS, den 44-årige formand for generalkonferensen, arbejdede sent på aftenen den 30. december 1902.1 en kort pause havde han først passiaret lidt med sin unge sekretær og derpå med I. H. Evans, der var øverste leder for Review and Herald trykkeri og forlagshus. Det var en lun aften som så ofte i Michigans vinter, stille og fri for sne. De to mænd har sandsynligvis været afslappede og haft fælles synspunkter under deres samtale. Review and Heraids trykkeri var det største og mest moderne trykkeri i Michigan og kunne fremvise særdeles tilfredsstillende regnskaber. Det gamle år viste et smukt overskud, og det nye tegnede lige så lyst.
To blokke længere oppe ad Washington Street ringede kirkeklokken til bedemøde, og Daniells har måske kastet et blik på sit ur for at konstatere, at klokken var nitten tredive. Hvis dette har været tilfældet, var det den sidste dagligdags handling, Daniells foretog sig den aften. Et øjeblik efter gik lyset ud. Fra den anden side af gaden kom et uhyggeligt brandskær, som var umiskendeligt for enhver, som havde set sanatoriets brand. Review and Heralds hovedbygning brændte.
Da Daniells og Evans kom ned på gaden, stod hele trykkeriet i flammer. Ind imellem blev det frygtelige syn afbrudt af voldsomme eksplosioner, idet vinduerne blev blæst ud af de overophedede kontorer. På lang afstand kunne man høre maskinerne styrte ned, idet gulvet til første sal brød sammen. I løbet af en time var forlag og trykkeri brændt ned, forvandlet til en dynge trækul og sodsværtede mursten, med knuste trykpresser liggende mellem de smeltede trykplader til Kelloggs Det levende tempel
Borte. Inden for ét ødelæggende år var to store adventistinstitutioner gået op i røg. Brandchef Weeks fra Battle Creek opsummerede situationen med disse rammende ord: »Der er noget mærkeligt ved disse ildebrande hos jer adventister, når man sprøjter vand på, virker det nærmest som benzin.«1) Gennem flere uger var det som om der hang et sælsomt, uheldsvangert vartegn i luften over Battle Creek og gjorde det umuligt at glemme, hvad der var sket. Under branden var der nemlig gået ild i en stor dynge kul. Den brændte til helt ind i februar og frembrag­te en røgsøjle, en tavs påmindelse, der uden ord mindede om Ellen Whites advarsel: »Medmindre der sker en reformation, vil ulykke ramme forlagshuset, og verden vil vide hvorfor.«2)0 Nu var det sket, og budskabet stod skrevet gennem flere uger på Michigans himmel.
»Gennem mange år har jeg haft en tung byrde for vore institutioner,« skrev Ellen White, efter at have modtaget det triste telegram. »Somme tider har jeg tænkt, at jeg ikke ville overvære flere store sammenkomster blandt vort folk, for når møderne er forbi, synes mine budskaber kun at have gjort lidet indtryk på vore ledende brødres sind.« Bedrøvet fortalte hun, hvordan hun havde forladt sådanne møder »tynget ned som en høstvogn under negene«.3) Røgbudskabet over Battle Creek kunne reduce0res til ét såre enkelt spørgsmål: Ville Guds folk, selv på bekostning af deres egne planer og øjeblikkelige interesser, følge de anvisninger, der var givet gennem hans sendebud?
Det var dette spørgsmål, John Harvey Kellogg syntes meget tæt ved at give et uigenkaldeligt svar på. Ellen White havde gentagne gange advaret ham om, at hans nye teologiske ideer kunne føre ham og alle, som fulgte ham, ind på farlig grund. Syvende Dags Adventistsamfundet som organisation havde afslået at trykke hans manuskript. Han havde fortsat på egen hånd, og nu lå ruinerne af Review and Heraids trykkeri under en søjle af kulrøg, som tilsmudsede vinterhimmelen. Uanset hvordan man så på denne sag, var her et budskab til dr. Kellogg, og dog skulle han demonstrere en viljekraft, der, efter at han havde forkastet sandheden, skulle føre ham stadig længere bort fra den. Noget af det første, han foretog sig efter bran­den, var at indlevere sit manuskript til en anden bogtrykker for at få det trykt dér.
Kellogg var begyndt at udfordre samfundets ledelse direkte, og det blev snart tydeligt, at dette spil drejede sig om langt mere end blot trykningen af en bog — det gjaldt intet mindre end kontrollen over selve generalkonferensen.
Syvende Dags Adventistsamfundet var organiseret som et demokrati. De lokale menigheder valgte deres embedsmænd ved simpelt flertal. Med bestemte mellemrum valgte de også repræsentanter til konferensens gene­ralforsamlinger, hvor delegater repræsenterede de respektive menigheder, når konferensens embedsmænd skulle vælges, og bestyrelsesudvalget skulle nedsættes. De lokale konferenser sendte ligeledes repræsentanter til generalforsamlinger, hvor unionens embedsmænd blev valgt. Og med visse bestemte mellemrum blev den samme demokratiske proces anvendt, når samfundets verdensledere skulle vælges.
Det var et brugbart system, det samme som anvendtes af demokratiske regeringer over hele verden, men det havde også en bestemt svaghed fælles med dem: det var ikke immunt over for manipulation fra personer med politisk tæft og organisationstalent. Således kunne en velstruktureret lokal gruppe til konferensens generalforsamling sende delegater, som måske ikke virkelig repræsen­terede menighedens synspunkter, men som kunne tale så dygtigt for et bestemt synspunkt eller en bestemt teologi, at det kunne medvirke til, at selve ledelsen af en stor konferens fik en bestemt drejning. Og alt tyder på, at John Harvey Kellogg i 1903 ræsonnerede nøjagtig på denne måde. I Battle Creek begyndte der at foregå de mærkeligste ting. Politiske kliker, koncentreret omkring sanatoriet, stred for at vinde kontrollen over selve Battle Creek menighed, rygter svirrede, gamle venskaber gik i stykker. Menigheden i Battle Creek begyndte at vise de klassiske symptomer på en menighed i alvorlig splid med sig selv.
Imidlertid tydede noget på, at Kellogg også prøvede at afsætte generalkonferensens ledelse. Fra 1901 til 1903 var der formelt ingen formand for generalkonferensen. I stedet var der en bestyrelse på femogtyve mænd, som valgte en »formand« eller ordstyrer. Under ideelle forhold kunne denne form for organisation have fungeret ud­mærket, men den rummede en svaghed, som straks måtte springe i øjnene på den, der både havde ambitioner og sans for politik: Adventistsamfundets verdensleder blev ikke længere valgt af en generalforsamling i arbejde og havde ikke sit mandat fra denne, han blev valgt af fireog­tyve andre mænd. Havde man kontrol over de tretten af disse mænd, kunne man få den, megi selv ønskede, indsat i embedet.
Det ville ligne Kellogg dårligt at lade en sådan anledning gå fra sig, og 1902 og 1903 skulle heller ikke danne nogen undtagelse. Han begyndte en intens kampagne for at få A. G. Daniells fjernet fra generalkonferensens ledelse, og skønt hans plan i den sidste ende slog fejl, lykkedes det doktoren at hverve en gruppe mægtige, velformulerede mænd, som fuldt ud gik ind for hans teologi og mente, at hans synspunkter burde udbredes i menighederne i videst muligt omfang. De var »mænd i forgrundstillinger«, som Daniells siden beskrev dem — præster, læger og undervisere, som »åbent tog standpunkt for bogen og dens lære.«4) Og henimod sommeren blev både Daniells og Ellen White rystet, da det gik op for dem, at denne gruppe stærke, indflydelsesrige personligheder udfoldede ganske særlige anstrengelser for at vinde magten over netop det aktiv, som menigheden ikke havde råd til at miste — ungdommen.
For dem, der ønsker drastiske forandringer i status quo, har de unge altid været et fristende mål. Hvis forandringer ikke lykkes ved første forsøg, er der altid håb om at nå ungdommen, hvis begejstring for nye og ukonventionelle tanker kan bruges til at fremme udviklingen af en mere velvillig »næste generation«. (Denne taktik var netop ved at blive praktiseret i Østeuropa, hvor kræfter som brændte for politiske forandringer, efter fejlslagne forsøg havde begyndt at appellere indtrængende til ungdommen; tiden skulle vise, hvor effektiv denne fremgangsmåde ville blive). Ellen White var inderligt overbevist om den kraft, unge mennesker kunne tilføre menigheden. Hun talte længselsfuldt om en »hær« af unge, der skulle bringe evangeliet til »hele verden«,5) og hun forudså straks nye vanskeligheder, når det blev klart, at Kelloggs styrker begyndte at se med interesse på menighedens unge mennesker.
Den første antydning af denne taktik blev åbenbaret, da Kelloggs bog kom fra trykpressen. Der blev øjeblikkelig taget skridt til udbredelse af Det levende tempel Bogen blev sendt til de lokale konferenser lige ved den tid, hvor årsmøderne skulle holdes, og der blev udfoldet »energiske anstrengelser« for at engagere de unge i salget og udbredelsen af den.6) Pastor Daniells bemærkede den nye udvikling med stor bekymring. »Jeg så, at der blev sået frøkorn blandt hundreder af unge mennesker i vore ledende institutioner,« rapporterede han, og han troede fuldt og fast, at »dette ville frembringe hjerteskærende resultater for hundreder af vore brødre.«7)
Kellogg benyttede også unge mennesker til fremme af sin politik. I november 1903 skrev Ellen White til pastor S. N. Haskell for at gøre ham opmærksom på, at unge studerende var engageret i en brevskrivningskampagne med det formål at øve politisk pres til gunst for sanatoriet. »På sanatoriet i Battle Creek er eleverne og de ansatte blevet opfordret af afdelingslederne til at skrive til deres forældre og venner og fortælle om alt det vidunderlige, der bliver udrettet på institutionen,« sagde hun — det var blevet vist hende, at det, der foregik, var alt andet end vidunderligt.8) Hun var til stadighed bekymret for de unge elever på sanatoriet, som hørte den nye teologi fra professorer, som de respekterede, og faren var så stor, at hun di­rekte advarede forældre mod at sende deres børn på skole i Battle Creek. På grund af disse bekymringer og på hendes foranledning var skolen allerede i 1901 blevet lukket og flyttet til nye omgivelser i Berrien Springs for kun at efterlade Battle Creek de klasser, der modtog undervisning i medicin på sanatoriet.
Imidlertid stod vedtægterne for Battle Creek College stadig ved magt, og det gjorde det teoretisk muligt at gen­åbne skolen, når som helst nogen måtte ønske det, og nu, hvor kampen var ved at blive mere ophedet, greb Kellogg til denne tekniske mulighed som et middel til at nå menighedens unge. Tiltalende brochurer blev udformet, trykt og udsendt med det budskab, at Battle Creek College nu var genåbnet (en nødvendighed, påpegede Kellogg, for at sikre den tekniske ekspertise i forbindelse med lægeskolen). Hele team af agenter blev sendt ud på feltet. Storslåede planer blev lagt for den nye institution, og ung­dommen blev gjort opmærksom på »de store fordele ved en uddannelse i det genåbnede Battle Creek College«.9) Det var en udfordring, der fik Ellen White til at slå alarm.
»Hvordan kan vi gå med til at lade blomsten af vor ungdom komme til Battle Creek for at få deres uddannelse, når Gud gang på gang har advaret dem mod at komme der?« udråbte hun. Nogle af underviserne »forstår ikke den virkelige grundvold for vor tro. . . .Gud forbyde, at der bliver talt et eneste ord for at kalde vor ungdom til et sted, hvor de vil blive gennemsyret af fordrejede fremstillinger og usandheder om vidnesbyrdene og om Guds tjeneres gerning og karakter.«10) Ifølge Ellen White drejede striden sig således om to hovedpunkter: troen på Profetiens Ånd og tilliden til Adventistsamfundets prædikanter. Og at sende unge mennesker til Battle Creek ville udsætte dem for angreb på begge disse punkter.
Der var en stigende risiko for, at de ville blive udsat for endnu en fare. Tidligt i adventismens historie havde afvigelser fra de grundlæggende trospunkter været ledsaget af bizar livsførelse, og nu syntes de samme problemer i færd med at opstå. »Der var forvirrende ideer om fri kærlighed,« erindrede pastor L. H. Christian på et senere tid­spunkt, »og der blev begået umoralske handlinger af nogle af dem, der fremholdt læren om en upersonlig Gud, som var til stede overalt i naturen og om kødets hellighed.« Der skal ikke nu berettes om detaljer i dette skammens kapitel, men de, der kendte til forholdene, forstod sandheden i disse ord: »Panteistiske teorier finder ingen støtte i Guds ord. . . . Mørke er deres element, sanselighed deres sfære. De til­fredsstiller det naturlige hjerte og giver lysterne frit spil.« Review and Herald, 21. jan. 1904, s. 9.11)
De, der gik ind for Kelloggs ideer, syntes besjælet af en næsten evangelisk nidkærhed, der meget hurtigt kunne slå om til aggressivitet, hvis noget kom dem på tværs. En aften var pastor Daniells på vej hjem fra et efterårsrådslag-ningsmøde i generalkonferensens bestyrelse. Det var i oktober 1903, og sagen omkring Kelloggs bog, som nu var trykt, på trods af samfundets råd, havde udviklet sig til en intens, følelsesladet konflikt inden for menigheden. Daniells standsede under en tændt gadelygte for at tale nogle minutter med en arbejder, som gik ind for Kelloggs synspunkter, og som gjorde »alt, hvad der stod i hans magt«, for at udbrede bogen. De to mænd talte lidt sammen, prøvede uden tvivl at overbevise hinanden, da arbejderens holdning pludselig blev ubehagelig. »Du er ved at begå dit livs fejltagelse,« truede han. »Efter al denne ståhej vil du en skønne dag vågne op og finde dig selv rullet i støvet, medens en anden har ledelsen af styrkerne.«
»Jeg tror ikke på din profeti,« svarede Daniells, og så brast det ud af ham, noget han kom i tanker om bagefter, som en mand, der har skimtet noget langt større end sin personlige karriere: »Under alle omstændigheder ville jeg hellere rulles i støvet og gøre, hvad jeg i min sjæl er overbevist om er det rigtige, end at vandre med fyrster og gøre, hvad min samvittighed fortæller mig er uret.« Og så vendte han sig mod sin gadedør for at prøve at finde en smule hvile efter en problemfyldt aften. Han grublede utvivlsomt over de mærkelige forandringer i hans venners opførsel, efterhånden som de tog mere eller mindre til sig af denne nye teologi.12)
Hvis man standsede for at tænke over tingene, var her tale om en af de største farer, som menigheden endnu havde stået over for. Til syvende og sidst havde adventbudskabet altid grebet ind i menneskers adfærd. Frygt Gud og giv ham ære! Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig! Frygt Gud og hold hans bud! Den, der sejrer…..
For dem, der kun ønskede at gå halvt ind for kristendommen, var der intet bekvemt ved adventbudskabet. »De mennesker, der lever på jorden, når Kristi midlergerning ophører i den himmelske helligdom, skal stå over for en hellig Guds åsyn uden en mellemmand. Deres klæder skal være pletfrie, og deres karakter skal være renset med bestænkelsens blod. Ved Guds nåde og deres egne ihærdige bestræbelser skal de sejre i kampen mod det onde. Mens den undersøgende retshandling finder sted i Himmelen og de angergivne troendes synder bliver fjernet fra helligdommen, skal der foregå en speciel renselse og bortfjernelse af synd hos Guds folk på jorden.«13)
Adventismen havde ført menneskene længere, end de nogen sinde tidligere havde været, ind til selve Himmelens midtpunkt, til et rum, hvor blændende lysglans dvælede over et sted, som kaldes nådestolen, og hvor man også genopdagede en evig realitet, som kaldes Guds lov. Her foregik nu den endelige, afsluttende akt i frelsesplanen. Fra dette sted udgik ikke alene nåde og barmhjertighed, men også en ny udfordring til menneskenes adfærd, og en kraft, født af troen, til at leve det sejrende liv. »Ved Guds nåde og deres egne ihærdige bestræbelser skal de sejre i kampen mod det onde. Mens den undersøgende retshandling finder sted i Himmelen og de angergivne troendes synder bliver fjernet fra helligdommen, skal der foregå en speciel renselse og bortfjernelse af synd hos Guds folk på jorden.«14)
Det var dette enestående, som adventismen havde skænket verden, et sidste budskab, der satte kronen på reformationens værk. I århundreder havde de kristne troet, at frelse kommer af tro på Kristus. Adventisterne gik fuldt og helt ind for dette, og på samme tid uddrog de fra Den hellige Skrift en ny dimension, der trængte ind i troens inderste væsen, så dybt som man i det hele taget kunne komme: ved tro på Kristus kunne hele livet bringes i harmoni med den guddommelige lov, der holdt hele universet sammen.
Og alt dette blev fremført med en glød, så man følte, at det var en sag af største betydning, og at man kun havde meget kort tid til at føre det ud i virkeligheden. »Vi er i færd med at berede os til at møde ham, som, ledsaget af hellige engle, skal vise sig i Himmelens skyer for, som kronen på værket, at skænke de trofaste og retfærdige udødelighed. Når han kommer, skal han ikke rense os for vore synder, ikke fjerne ufuldkommenhederne fra vor karakter, ikke helbrede os for svaghederne i vor natur og vore tilbøjeligheder. Så snart dette beredelsens værk er fuldkommet i os, er hans gerning allerede sket. Når Herren kommer, vil de, som er hellige, blive ved at leve hel­ligt.«15)
En sommerdag i 1868 havde Ellen White nedfældet de samme tanker i et fødselsdagsbrev til sin søn, et brev, hvori en moders kærlighed var blandet med den umiskendelige udfordring i det gamle adventbudskab. »Lad dig ikke føre vild. Gud lader sig ikke spotte. Intet mindre end hellighed vil gøre dig skikket for Himmelen. . . .Den himmelske karakter må erhverves her på jorden, ellers vil den aldrig kunne erhverves i det hele taget. «16)
Der var en idealisme over adventismen, som endog overgik de reformatorers drømme, som havde oplyst verden med et fornyet budskab om troens retfærdighed. Luther, Calvin, Knox — alle havde de levet under den voldsomme og urolige afslutning på historiens lange nat, og hver især søgte de på deres egen måde at trænge skyggerne tilbage, efter som Gud gav styrke til. Men den dag, der var begyndt så lovende i det sekstende århundrede, var forlængst udrundet. Menneskehedens historie var næsten til ende, og syvende dags adventisterne havde et budskab, som verden aldrig før havde hørt. Denne generation ville måske komme til at gennemleve den undersøgende dom — skulle måske leve og se Jesu komme.
Adventisternes opmærksomhed var således fokuseret på mål, der ikke længere kunne skubbes ud i en tilpas bekvem fjern fremtid. For dem var udfordringen her og nu, og i Bibelen fandt de eksempler på, hvad Gud forventede af mennesker, som måske ville blive levende forvandlet og skikket for Himmelen, uden at blive lagt i graven forinden. »Ved Enoks optagelse til Himmelen var det Guds hensigt at give menneskene en vigtig lære,« skrev Ellen White. »Menneskene fik at vide, at det er muligt at adlyde Guds lov, og at de, selv om de lever midt blandt syndige, fordærvede mennesker, ved Guds nåde kan modstå fri­stelse og blive rene og hellige. . . . Denne profets gudfrygtige karakter viser den hellige tilstand, de mennesker skal være i, der vil blive ‘løskøbt fra jorden’ ved Kristi andet komme. Åb. 14, 3.«17) Og denne standard syntes at være en del af selve menighedens mission.
Enok havde levet på jorden før den store ødelæggelse ved vand, og hans liv var i sig selv et budskab om barmhjertighed og viste Guds kraft til at frelse. Nu ventede der en endnu større ødelæggelse, og verden fortjente at få et sidste, klart syn af Guds karakter. »Som Enok vil de advare verden om Herrens andet komme og om de straffedomme, som vil hjemsøge overtræderne, og ved deres hellige tale som eksempel vil de fordømme de ugudeliges synder.«18) I 1902 havde Ellen White igen advaret adventisterne om, at »ikke alle de bøger, der er skrevet, kan gøre det ud for et helligt liv. Mennesker vil tro, ikke hvad prædikanten prædiker, men hvad menigheden lever.«19)
I det hele taget havde adventisterne fremført en af de mest dristige påstande, der overhovedet var fremkommet i kristenheden. De hævdede at have fået et nyt indblik i et af Himmelens lønligste steder, hvor den standard fandtes, efter hvilken Jesus allerede nu var i færd med at døm­me verden. Adventisterne havde genopdaget loven, og nu var de nødsaget til at gøre ét af to: enten måtte de i Guds kraft efterleve denne lov, eller også udvikle verdens bedste undskyldninger for at synde.
Der var en virkelig fare for, at de kunne fristes til at vælge det sidste alternativ. Den standard, der nu åbenbarede sig i helligdommen, var i det hele taget overmåde høj. Og Ellen White advarede mod denne mulighed i vendinger, som er vanskelige at misforstå. »Lad ingen sige: ‘Jeg kan ikke gøre noget for at rette op på mine karaktermangler.’ Hvis du kommer til den slutning, er det ganske sikkert, at du vil gå glip af det evige liv.«20′
I det betydningsfulde år 1888 havde hun nedfældet lignende tanker: »Satan bestræber sig på at skaffe sig kontrol over hele sindet ved hjælp af menneskets karaktermangler, og han ved, at det vil lykkes ham, hvis man hæger om disse mangler. Derfor søger han ustandselig at få Kristi efterfølgere til at tro på den skæbnesvangre, bestikkende usandhed, at det er umuligt for dem at sejre.«21)
Det var en meget overraskende advarsel, rettet mod de farer, der ville blive resultatet, hvis adventisterne nogen sinde skulle beslutte sig til at gøre undskyldninger for loven fremfor at holde den, og dog sluttede hendes budskab som altid med et glimt af håb: »Derfor bør ingen mene, at deres fejl ikke kan rettes. Gud vil give dem tro og nåde til at overvinde dem.«22) Og hun giver denne opmuntrende forsikring: »Når det er hjertets ønske at adlyde Gud, når bestræbelser udfoldes for at opnå dette, antager Jesus denne længsel og disse bestræbelser som menne­skets bedste tjeneste, og han opvejer det ufuldkomne med sin egen guddommelige fortjeneste. Men han vil ikke antage dem, der hævder at have tro på ham, og dog er ulydige mod hans Faders bud.«23)
Der syntes således at være en særlig mission for de mennesker, der kaldte sig syvende dags adventister og vidste så meget om, hvad der snart skulle ske med verden. I århundreder havde de kristne højt og klart forkyndt troens budskab. Nu førte adventisterne dette budskab ud til dets yderste konsekvenser, udmøntet i et Elias-budskab, der begyndte på jorden og endte i Himmelen. Alt, hvad der udfordrede dette budskab om personlig sejr og personligt vidnesbyrd, satte også spøigsmålstegn ved selve menighedens mission.
Og deri lå det farlige ved Kelloggs lære i 1903: »Disse læresætninger, fulgt op til deres logiske slutning, bortfejer hele den kristne tros grundvold,« advarede Ellen White. »De lærer, at scenerne lige foran os ikke er betydningsfulde nok til at ofres særlig opmærksomhed.«24) Gennem en aften med tiltagende mørke stævnede menigheden og verden henimod noget, der er benævnt som nådetidens afslutning, og forinden skulle hvert eneste menneske undersøges af Gud »så nøje og så grundigt, som om der ikke levede andre levende væsen på jorden.«25) Når den begivenhed indtraf, ville alles skæbne være afgjort til liv eller til død. Det var en udfordring, som umuligt kunne betones for stærkt.
Og dog var adventisterne ved at blive lullet i søvn af behagelige teorier om Guds natur, hvor de ærefrygtindgydende sandheder om helligdommen svandt ud af syne, og hvor Shekinah’en, herligheden, lysglansen fra Guds nærværelse, blev reduceret til ikke at være andet og mere end forårets sollys. I et fortvivlet forsøg på at advare menigheden, og opskræmt ved vildfarelsens fortryllende tiltrækningskraft, søgte Ellen White efter en eller anden illustration for at vise, hvor let man kunne tage vildfarelse for sandhed, og hun greb da til det optiske bedrag med de to jernbanelinjer, der, når de ses på lang afstand, synes at smelte sammen til én. »Sandhedens og vildfarelsens spor ligger tæt op ad hinanden, og de to spor kan, for sind, som ikke er oplyst af Helligånden, se ud som ét.«26)
Og idet hun så nogle af samfundets bedste hjerner indfanget i snaren og optaget af også at lede andre ind i den med en veltalenhed, som engang havde været helliget adventbudskabet, udråbte hun i næsten fuldstændig for­tvivlelse: »Min sjæl er så dybt bedrøvet, når jeg ser fristerens planer lykkes, at jeg ikke kan finde ord til at udtrykke smerten i mit sind. Skal Guds menighed da altid forvirres af anklagerens påfund, når Kristi advarsler er så klare og tydelige?«27)
Sammen med den menighed, hun elskede, var Ellen White nu ved at synke ned i en krise så alvorlig, at hun spurgte sig selv, om hun i det hele taget kunne overleve den. Året 1904 var ved at glide over i 1905. Fire dyrebare år var svundet, år med fred og velstand, og den menighed, der skulle have forkyndt sit budskab for verden, var i stedet optaget af at bekæmpe angreb på nogle af de mest grundlæggende sandheder. Menighedens største institution stod på nippet til at være tabt. (Lidt senere, i 1906, skulle den virkelig gå tabt). Profetiens Ånd var under et stadig mere voldsomt angreb, både åbenlyst og skjult, fra dygtige hjerner, som, ville rygterne vide, var underholdt af pengestrømmen fra Battle Creek Sanatori­um. Endog den store kirkebygning, i sin tid opført for ti-centstykker skænket af trofaste medlemmer og interesserede borgere i Battle Creek, var genstand for denne kamp om herredømmet. På samme tid blev vildfarelser fremholdt som nyt lys, i en form så underfundig, at den forvirrede både college-elever og erfarne arbejdere. Menigheden bevægede sig som et skib over et tåget, forræderisk hav, der var blevet fremstillet for Ellen White som fyldt med isbjerge.
I Port Arthur beordrer admiral Heichachiro den japanske flåde i kampformation, kanonerne tordner, og den russiske østersøflåde er ophørt at eksistere. Rusland afstår den sydlige del af Manchuriet. Japan, hvis magt er ubestridt, okkuperer Korea. Magtbalancen i Asien vakler, og forholdene vil aldrig mere blive de samme. Der er nu sat begivenheder i gang, som ikke vil ophøre, før den halve verden for en tid er lukket for evangeliet.
For menigheden er disse udfordringer kun begyndelsen.
Tiden er inde for endnu et af Satans angreb.
Tiden er inde for Albion Fox Ballenger.

4. kapitel

»Du er manden …«
Den 16. marts 1905 skrev generalkonferensens formand, A. G. Daniells, til pastor William White, der på det tidspunkt opholdt sig i Californien, angående et foruroligende problem. En prædikant, der for nylig var sendt til England som evangelist og leder af missionen dér, var begyndt at fremkomme med nogle ejendommelige udtalelser omkring læren om helligdommen — de samme ideer, som havde bevirket D. M. Canrights udtræ­den af menigheden atten år tidligere. Evangelisten var åbenbart ved at skaffe sig en betydelig skare tilhængere, menighederne i Irland, Wales, Skotland — næsten overalt hvor manden havde været — var nu i oprør. I Birmingham og andre steder havde prædikanterne »alvorlige vanskeligheder« med »nogle af de ledende brødre vedrørende emnet om helligdommen.«1) Pastor Eugene W. Farnsworth, der fortvivlet prøvede at lappe den forvoldte skade, var næsten ude af sig selv, og havde skrevet til Daniells og bedt om hjælp. Med Farnsworths egne ord, citeret af Daniells i hans brev til White:
»Broder Ballenger er kommet i en sindstilstand, der for mig at se gør ham fuldstændig uegnet til at prædike budskabet. I den senere tid har Ballenger studeret en hel del i emnet om helligdommen, og han kommer til den konklusion, at da han (Kristus) drog til Himmelen, gik han straks ind i det Allerhelligste, og at Kristi tjeneste er foregået dér lige siden. Ballenger bruger skriftsteder som Hebr. 6, 19 og sammenholder dem med femogtyve-tredive tilsvarende udtryk i Det gamle Testamente, hvor udtrykket ‘inden for forhænget’ i hvert enkelt tilfælde betegner det Allerhelligste. . . .
Han er ganske klar over, at dette synspunkt ikke kan bringes i harmoni med Vidnesbyrdene, i det mindste indrømmer han selv villigt, at han ikke er i stand til det, og endog i hans eget sind … er der en uforenelig modsætning.«21
Problemet var således viderebragt til generalkonferensens formand af Farnsworth, en mand, der var blevet døbt ude i det fri midt om vinteren i New Hampshire. Dengang måtte man hugge sig gennem den halve meter is, som dækkede søen, og Farnsworth havde ikke til hensigt at lade sig forvirre over noget så grundlæggende som læren om helligdommen. Og Daniells var nu, efter at have fordøjet dette og en hel del mere, i færd med at skrive til pastor White. Medens han grublede over, hvordan samfundet burde behandle problemet, tænkte han højt: »Jeg skulle være glad, når han er ude af England,« mumlede han, »men hvad vi skal stille op med ham her, er mere end jeg kan sige for øjeblikket. . . . Det er bare så underligt, at en mand, som har været med i dette budskab hele sit liv, skulle slå ind på et andet spor over sådan et spørgsmål. Helligdommen er grundpillen i hele denne bevægelse. Fjerner man denne grundpille, da vil det hele vakle.
Kender du denne broder, og kan du give mig et råd?«3)
Ja, pastor White kendte Albion Ballenger særdeles godt, og det gjorde Ellen White for den sags skyld også. Ballenger var en smuk mand med et vældigt, flyvende overskæg og en udstråling, der kunne rive mange med, og dette var ikke hans første uheldige forsøg på at rokere ved grundlæggende trospunkter. Da han nogle år tidligere var medredaktør af Liberty, et tidsskrift til fremme af religiøs frihed, havde han fået den tanke, at samfundet burde skabe sig et mere tiltalende image ved at lægge mindre vægt på de skarpe, særprægede trospunkter som f.eks. sabbaten. Som følge af dette havde Ellen White fået et syn, da hun opholdt sig i Salamanca, New York, og dette syn åbenbarede hun under særdeles indtryksfulde omstændigheder. (Hun havde gentagne gange søgt at gengive synet, men hver gang var det ligesom forsvundet fra hendes erindring. Først senere var hun i stand til at berette udførligt om det — netop dagen efter Ballengers bemærkninger under et bestyrelsesmøde). Ballenger havde dengang taget det guddommelige budskab til efterretning og grædende bekendt, at han havde haft uret. Men nu var et helt nyt problem under opsejling, og Ballenger blev kaldt hjem fra England, medens brødrene spekulerede over, hvad de skulle stille op med ham.
Ellen White var næppe i tvivl. Midt i maj 1905 overværede hun generalkonferensens samling i Takoma Park. Idet hun gik gennem forhallen til den elevbygning, der tjente til indkvartering for tilrejsende gæster, mødte hun tilfældigt Ballenger, og hun havde et skarpt budskab at overbringe ham: »Du er den, som Herren viste mig i Sala­manca,« erklærede hun, og så gik hun over til at fortælle ham noget, som vi kun kan udlede af hendes dagbog. »Og nu er vor broder Ballenger igen i færd med at fremfø­re teorier, som ikke finder støtte i Guds ord. . . . Jeg erklærer i Herrens navn, at de farligste vildfarelser er ved at få indpas hos os som et folk, og pastor Ballenger er på vej til at ødelægge sin sjæl. . . .
Disse teorier, som har så mange fine tråde og behøver så mange forklaringer, er ikke sandhed og skal ikke bringes til Guds hjord. . . . Gud forbyder dine fremgangsmåder — at sammenstille de hellige skrifter på din måde, så de kommer til at underbygge en usandhed.
Lad os alle holde fast ved sandheden om helligdommen.«4)
Ballenger svarede ved at sammenkalde femogtyve af samfundets ledere til et møde, hvorfra der fremkom et dokument, som han kaldte »De ni teser«. Adventisternes helligdomsopfattelse var forkert på »næsten ethvert afgørende punkt,« påstod han, og især argumenterede han mod, at tjenesten i den første del af helligdommen blev henført til perioden efter Kristi himmelfart.5) Hvis man fulgte Ballengers tankegang, ville profetien om de 2300 år bryde sammen, 1844-budskabet ligeså, og læren om den undersøgende dom blev pludselig et teologisk problem, som måtte bortforklares. Som A. G. Daniells ram­mende udtrykte det: »da vil det hele vakle,« og ingen så det tydeligere end Ellen White.
»Jeg må sige det i klare, tydelige ord til de forsamlede ved denne konference, at broder Ballenger har tilladt sit sind at modtage og tro besnærende vildfarelser,« erklærede hun, blot nogle få dage senere. »Hvis dette blev accepteret, ville det undergrave vor tros søjler.« Og dernæst henviste hun direkte til Mattæus-Evangeliets syvende kapitel: »Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve.«6)
»De, der søger at indføre teorier, som ville flytte vor tros søjler vedrørende helligdommen eller vedrørende Guds natur eller Kristus, arbejder som blinde,« fortsatte hun. »De søger at indføre usikkerhed og tvivl og at sætte Guds folk i drift, uden et anker. . . .
Vor Vejleder udtalte til pastor Ballenger: ‘Du indfører forvirring og tvivlrådighed ved din fortolkning af Den hellige Skrift. Du tror, du har fået nyt lys, men dit lys vil blive til mørke for dem, som modtager det. . . .
Stands lige hvor du er, for Gud har ikke givet dig dette budskab at bringe til folket.’«7)
Her var en fare, som var langt større end en enkelt mands forvirring over de grundlæggende adventistiske trospunkter. Albion Ballenger var en mand med fremragende overtalelsesevner, et vindende væsen og et godt udseende, en mand, der kunne skrive digte og tale med en så afvæbnende blidhed at man næsten måtte sætte sine egne sanser ud af kraft for at mistro ham. For mange mennesker syntes det hele at kunne sammenfattes i ét enkelt spørgsmål: Hvordan kunne pastor Ballenger tage fejl?
Der er afgjort en vis risiko forbundet med at lege med en mands argumenter, om hvem Guds sendebud har sagt, at han tror på »besnærende vildfarelser«, men måske kan den risiko et kort øjeblik retfærdiggøres i betragtning af den overtalende kraft, adventisterne måtte stå over for i 1905. Ballenger skrev til Ellen White og antydede, at han måtte vælge mellem at tro på hende eller at tro på Bibelen, og han sluttede som følger:
»Når vi står side om side foran den store, hvide trone, og hvis Mesteren spørger mig, hvorfor jeg lærte, at ‘inden for forhænget’ var i helligdommens første afdeling, hvad skal jeg så svare? Skal jeg sige: ‘Fordi søster White, der hævdede at have fået det hverv at fortolke Skrifterne for mig, sagde, at dette var den rette tolkning, og at jeg, hvis jeg ikke accepterede og lærte dette, ville være under din fordømmelse’?
Åh, søster White, om dog dette svar måtte være Herren velbehageligt! Da ville jeg overgive mig til dine vidnesbyrd. Da ville du tale opmuntrende ord til mig på ny. Da ville mine brødre, med hvem jeg tidligere nød lifligt fællesskab, ikke længere betragte mig som en spedalsk. Da ville jeg på ny vise mig i en stor forsamling, og vi ville græde og bede og lovprise i fællesskab som før.«8)
Ballenger havde et beundringsværdigt herredømme over både ord og følelser, og han indså klart, at folk instinktivt vil støtte den svagere part, somme tider endog på bekostning af en religiøs sandhed. Dette i sig selv var tan­kevækkende, fordi den samme taktik blev benyttet af John Harvey Kellogg, der efter at have manøvreret Battle Creek Sanatorium uden for samfundets indflydelse stadig kunne tale overbevisende om at »kaste sig på sit ansigt og græde« over den uret, der forsætligt var tilføjet ham af pastor Daniells og Willie White. Canright havde ligeledes givet udseende af et vist martyrium over at gå bort fra adventtroen, og Ballengers anvendelse af den samme taktik skulle snart fremgå af titlen på hans bog Cast Out for the Cross of Christ (Udelukket på grund af Kristi kors). Interessant nok fulgte de mænd, som forlod menigheden på grund af dette spørgsmål, et lignende adfærdsmønster: de lovede højtideligt ikke at skabe vanskeligheder for menigheden, kun for kort efter deres udtræden at rette et voldsomt angreb på adventismen. Ballenger dannede ingen undtagelse, og hans tilsyneladende sagtmodige brev til Ellen White kommer til at sige det stik modsatte, når det sættes ved siden af den skarpe, ubehagelige tone i The Gathering Call (Kaldet til samling), hvori han og hans broder udbasunerede anti-adventistisk materiale fra hans hovedkvarter i nærheden af Adventistsamfundets livsvigtige nye lægeskole.
Men dette skulle først åbenbares i fremtiden. I 1905 kunne den enkelte adventist ikke vide, hvor langt Albion Ballenger ville gå, for han vidste det måske ikke engang selv, og i mellemtiden var der mere end forbigående fare for, at hans personlighed og talegaver kunne rive adskillige velmenende mennesker med. Et var, at han optrådte mere og mere som en fanatiker, en mand, der var overbevist om, at han havde »nyt lys«, og gik mere op i at sprede disse synspunkter end i noget som helst andet, inklusive den organiserede menigheds vel. Et andet var, at han til støtte for sine ideer havde samlet et imponerende opbud af skriftsteder, og havde man ikke personligt studeret disse emner, kunne masseopbudet af argumenter i sig selv virke besnærende. »Pastor Ballenger har allerede forvirret sindene med sin lange række af skriftsteder,« bemærkede Ellen White i sin dagbog sidst på året 1905. »Disse skriftsteder er sande og rigtige, men han anvender dem i en sammenhæng, hvor de ikke hører til.«9)
»Vi har måttet møde mange mænd, som er kommet med netop den slags fortolkninger,« tilføjede hun, »og søgt at stadfæste falske teorier og bragt uro i sindet hos mange ved deres lettalenhed og store opbud af skriftsteder, som de har anvendt forkert for at få dem til at passe ind i deres egne ideer. Det er for sent i denne jords historie til, at noget nyt kan opstå. «10)
Hvis dette havde været den eneste fare, ville menigheden have haft rigeligt at tænke på. Men der var mere. Der var endnu en fare, så ufattelig stor, at den kun kunne ses af øjne, der havde skimtet den usynlige verden. Og nu trak Ellen White forhænget til side for at give menigheden et forfærdende indblik i det usynlige. I1905 skulle vildfarende lærdomme ikke fremholdes ved mennesker alene, de skulle også fremføres af faldne engle.
For at forstå, hvad Ellen White her ville fortælle menigheden, må man også forstå, at der fandtes en anden verden hinsides den, det menneskelige øje kunne se, men lige så virkelig og bogstavelig. Hun havde ofte oplevet denne anden verden. For hende var de himmelske væsener ikke noget abstrakt eller uvedkommende, men en realitet. Hun havde ofte set dem, somme tider i intens kamp for en menneskesjæls evige skæbne. De levede, og de sang. Undertiden græd de, og iagttog med dybeste interesse menigheden, om den dog ville efterleve adventbudskabet. De kom og gik uafladeligt fra jord til Himmel, og ved Himmelens port fremviste de et kort af guld, når de trådte ind i Lysets rige. Og der var andre engle, drevet af en afsindig trang til det onde, så uhyggeligt, at almindelige dødelige mennesker ikke kan fatte det. Engle, der styrede mod tilintetgørelse og var fast besluttet på at drage hvert eneste levende væsen på jorden med sig, hvis det var muligt. Atter og atter havde Ellen White påpeget over for Guds folk, at denne vældige kamp var en realitet og hvor nødvendigt det var ikke at foretage sig noget, som kunne give de onde magter nogen som helst indflydelse over sjælen. »Hvis du kunne se de rene engle med deres klare, gennemtrængende øjne fæstet på dig, ivrige efter at kunne berette, hvordan den kristne herliggør sin Mester, eller du kunne iagttage de onde engles hånlige, triumferende vrængen, når de udtænker alskens krogveje og dernæst citerer Den samme hellige Skrift, som er overtrådt og sammenligner de kristnes liv med disse skriftsteder, som du bekender dig til at følge, men alligevel er afveget fra, ville du blive forbavset og forfærdet for din egen frelses skyld,« havde hun skrevet i 1868.11) I 1899 havde hun beskrevet »en stor konflikt, som foregår mellem usynlige magter, kampen mellem de gode og onde engle. Onde engle er uafladelig i arbejde og planlægger deres angrebsmåde. . . . Bed, mine brødre, bed som I aldrig før har bedt. Vi er ikke beredt for Herrens komme.«12)
Nu var 1905 oprundet. John Harvey Kellogg stod i begreb med at forlade menigheden og tage menighedens største institution og dens bedste hjerner med sig. Albion Ballenger prædikede »nyt lys« vedrørende helligdommen og efterlod i sit kølvand splittede menigheder og adventister, som ikke længere var sikre på deres tros hovedpunkter. Alle vegne syntes det ondes kræfter at være på fremmarch, opslugende territorium som en plyndrende hær, og måske kan der findes et fingerpeg i Ellen Whites dagbog, skrevet den sidste dag i oktober: »Satan bruger al sin viden i det at spille livets spil om menneskesjælene. Hans engle blander sig med mennesker og underviser dem i ondskabens mysterier. Disse faldne engle vil drage disciplene efter sig, vil tale med mennesker og fremsætte principper, der er så falske, som de kan blive, og lede sjæle ind på vildfarelsens vej. Disse engle findes over hele verden og fremholder de vidunderlige ting, der snart skal vise sig i et endnu klarere lys. Gud kalder sit folk til at skaffe sig indsigt i gudsfrygtens hemmelighed.«13′
Sådan var det. Foruden menneskelige fjender indkaldte Satan faldne væsener fra mørkets verden. Ubevidst, påberåbende sig at have en ny sandhed, allierede mennesker sig med mørkets kræfter, og Ellen White beskrev denne proces i vendinger beregnet på at formå mennesker til at læse deres bibler og falde på knæ: »Falske teorier vil blive blandet ind i ethvert erfaringstrin og forfægtet med satanisk alvor for at tage hvert menneskes tanker til fange, som ikke er rodfæstet og grundfæstet i fuldstændigt kendskab til de hellige principper i Ordet. «14)
Der ville øjensynlig blive taget stærke psykologiske mekanismer i anvendelse, beregnet på at drage mennesker i retning af stærke menneskelige personligheders udstråling og således gøre den nye lære så meget mere tiltrækkende. »Af vor egen midte skal der fremstå falske lærere, som agter på forførende ånder, hvis lærdomme er af satanisk oprindelse. Disse lærere vil drage disciplene efter sig. Snigende skaffer de sig adgang hos intetanende, de bruger smigrende ord og fremholder fordrejede kendsgerninger med forførende takt.«15) Mennesker ville blive inddraget i en vildfarelse så stærk, at »når de engang har smagt lokkemaden, synes det umuligt at bryde den trold­dom, Satan kaster over dem.«16) De, der således gik i fælden, ville ikke have nogen forestilling om deres sande tilstand, de ville protestere mod den tanke, at de skulle være fanget i en snare, og dog er det sandheden.«17)
Med ét ord: overraskende! Det unddrog sig næsten enhver forklaring. Mennesker, der havde glædet sig over det største religiøse lys i historien, var nu bragt i fare af vildfarelser, der kunne efterlade dem siddende i saksen, og de vidste det ikke engang. I næsten to tusinde år havde kristne ærligt givet agt på Bibelens advarsler om vildfarelser så underfundige, at de om muligt skulle føre selv de udvalgte vild. Som Peter fordum havde slægt efter slægt af troende højtideligt meddelt Herren, at dette vel nok kunne ske for de andre, men aldrig for dem — men nu stod man midt i det, og Ellen White skildrede gribende billedet af et stort frafald: »Mangen en stjerne, som vi har beundret for dens glans, vil til den tid gå ud i mørket. Avner vil som en sky bæres bort af vinden, endog fra steder, hvor vi mente at have lader fulde af god hvede.«18′
»Jeg spørger: Hvordan skal dette dog ende?« spurgte hun den 30. oktober 1905. »Atter og atter har jeg spurgt om dette, og jeg har altid fået den samme befaling: aldrig at lade en sjæl være uden advarsel.«19′
»Aldrig at lade en sjæl være uden advarsel« Midt i alle de alvorlige udfordringer, som menigheden måtte forsvare sig imod, måtte den aldrig lade en anledning gå fra sig til at udbringe sandheden og advare hver eneste sjæl, som vil stå stille længe nok til at lytte. For nu var kampen dødelig alvor. Guds værk var ved at blive udfordret af noget, som Ellen White kaldte »de dødelige vildfarelsers alfa«.20) Og så tilføjede hun noget, hun kom i tanker om bagefter, at dette ikke ville blive det sidste angreb af denne art. Der ville komme endnu et, endnu mere forræderisk over for Guds værk.
Alfa-angrebet var kommet. Omega-angrebet ville visselig komme. Og Ellen White »skælvede for vort folk«.21)

5. kapitel

Omega
»Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen.«1)
Det er blevet sagt, at den, der forsømmer at lære af historien, er henvist til at gentage dens fejlgreb. For Syvende Dags Adventisterne er denne udtalelse mere end en kliché. Den er en uomgængelig kendsgerning.
»lad jer ikke forføre, mange vil gå bort fra troen og lytte til forførende ånder og dæmoners lærdomme. Vi står nu over for denne fares alfa. Dens omega vil blive af en højst overraskende karakter. «2)
Denne udtalelse blev fremsat i juli 1904, idet samfundet stod overfor en række vanskeligheder, som man næsten ikke kunne forestille sig. Dets største institution var tabt, og det livsvigtige sundhedsarbejde næsten lammet. Nogle af samfundets mest indflydelsesrige personer var faldet fra. Vildfarelserne var så underfundige, at endog de mænd, som forfægtede dem, ikke var klar over, hvad de indebar. Legale transaktioner bevirkede, at midler blev øst ud i visse, afgrænsede områder, medens missionen ude på verdensfeltet kæmpede for at overleve. Og Bal-lengers forestående angreb var rettet mod selve grundlaget for adventismen. Det var en tid, hvor der var brug for alle trofaste medlemmers handlekraft for at holde skibet flydende, og alligevel tog Ellen White tid til midt i krisen at advare menigheden om en fare, der stadig lå ude i fremtiden.
»I bogen Det levende tempel er fremstillet de dødelige vildfarelsers alfa,« sagde hun. »Der vil følge et omega, og det vil blive antaget af dem, som ikke er villige til at give agt på den advarsel, Gud har givet.«3)
Omega. Noget mere skulle følge efter, noget som lignede den forhåndenværende krise så meget, at de to forskellige begivenheder kunne betegnes med bogstaver fra det samme alfabet. Udover dette sagde Herrens sendebud meget lidt. Det var en gådefuld advarsel, råbt ud i stormen, næsten som en sidebemærkning, en gave til fremtiden, givet på et tidspunkt, hvor hun næsten ikke havde tid til at beskæftige sig med andet end den øjeblikkelige, overvældende krise. Og alligevel efterlod Ellen White visse fingerpeg i retning af, hvad omega ville dreje sig om, og på grund af den indtrængende appel i hendes advarsel må det være væsentligt, at vi prøver at stykke disse spredte hentydninger sammen til et helhedsbillede.
Ud fra Profetiens Ånd kan vi med sikkerhed fastslå i det mindste tre kendetegn på dette omega. Det er ikke en del af alfa-frafaldet, men skulle »følge« på et senere tidspunkt. Det skulle blive endnu mere dødeligt end alfa, en udfordring så frygtelig, at Ellen White »skælvede« for vort folk. Dette omega ville blive antaget af dem, der »ikke er villige til at følge den advarsel, Gud har givet.« Med andre ord: de, der kun vælger at følge Guds råd, når de falder sammen med deres personlige sympatier, vil åbenbart være lette angrebsmål for omega-forførelsen.
Men hvis vi borer lidt i Ellen Whites valg af symboler, synes der at være endnu mere, end vi kan tyde. I 1904 ser hun, at der er ved at ske noget frygteligt for menigheden. Døre, som engang stod åbne for evangeliet, smæk­kes i. Selv de mest grundlæggende sandheder drages i tvivl på enhver måde. Det er en forfærdelig erfaring, som hun ligefrem frygter vil koste hende livet, og idet hun sku­er ind i fremtiden, ser hun, at det vil ske igen, nær ved tidens ende. Guds folk må på en eller anden måde advares, og str. White leder efter et billedligt udtryk for at beskrive de to begivenheder, der nok indtræffer på forskellige tidspunkter, men er ens i karakter. Hun advarer ikke om et »beta-frafald«, et »gamma« eller et »delta«. Nej, hun styrer langt frem, til slutningen af alfabetet, og vælger et symbol, som også Kristus har brugt i forbindelse med verdens ende. Alfa og omega. Det er tydeligt, hvad det indebærer. Der er to begivenheder, adskilte, men alligevel ens. Den ene finder sted ved tidens afslutning. Og hvis man forstår den første, vil man have mulighed for at genkende den anden.
Et kan vi være næsten sikre på: Omega vil angribe Syvende Dags Adventistsamfundets grundlæggende trospunkter. Næsten alle større frafaldsbevægelser har med stor ensartethed angrebet de tre områder: Helligdommen, den undersøgende dom og Profetiens Ånd — altid under påberåbelse af at søge menighedens bedste. Der er med forkærlighed benyttet udtryk for reformation. »Sjælefjenden har søgt at indføre den formodning, at der skal ske en stor reformation blandt syvende dags adventisterne, og at denne reformation skulle bestå i at opgive de tro-spunkter, der står som vor tros søjler, og i at man går ind for en slags reorganisering.«4) Et sådant frafald, advarede hun, kunne have en ødelæggende virkning, for adventismen er et system af nært forbundne, beslægtede sandheder. Vælter man én af dem, vil de alle begynde at vakle. De »sandhedens principper«, som den sidste menighed så længe har troet på, »ville blive fejet til side«. Der ville blive etableret en »ny organisation« og skrevet bøger af »ny observans«. Intellektuel filosofi ville erstatte menighedens fundamentale sandheder. Sabbaten ville blive »ta­get let«. Og den nye bevægelse ville være anført af aggressive mænd, som ikke ville tillade »noget som helst … at stå dem i vejen.«5)
Det var en isnende fremstilling. Under påberåbelse af at have »nyt lys« ville stærke kræfter søge at presse Guds menighed ind i en eller anden ubestemmelig ny form. De ville handle i en reformations navn, ganske forglemmende at det, Bibelen kalder reformation, skal foregå i den enkeltes liv, ikke i de fastslåede trospunkter. Ligeledes ville de glemme Ellen Whites advarsel om, at menigheden ikke så meget behøvede nyt lys, som den behøvede at leve op til det lys, den allerede havde. Og i denne proces ville de næsten med sikkerhed skabe dyb forvirring omkring et af menighedens allervigtigste spørgsmål: Hvordan burde adventister leve?
Der er intet fordægtigt ved adventismen. Den hvisker eller antyder ikke noget for verden, den råber det ud. Den begynder, i Bibelens billedsprog, som engle, der råber med høj røst midt oppe under himmelen. Og den ender med historiens vældigste jordskælv. Og idet adventismen således har påkaldt verdens opmærksomhed, fremholder den Guds lov og erklærer, at dommen allerede er begyndt. I en sådan religion er der liden plads for dobbeltmoral, for at prædike ét og gøre et andet. Guds folk hævder at leve i den store modbilledlige forsoningsdag, deres liv passerer hen foran Gud i et sidste stort overblik. At prædike et sådant budskab og derefter leve som om dette budskab ikke var sandt, ville være det største svigt, man overhovedet kunne forestille sig.
Men dette ville ikke desto mindre være et ufravigeligt resultat af at angribe læren om helligdommen og den undersøgende dom. Adventismen udgør et uomgængeligt problem for enhver, som nogen sinde har prøvet at omskrive eller omarbejde dens sandhed. Helligdommen og helliggørelsen hænger uadskilleligt sammen. Angrib den ene, og du skader også den anden. Fjern sandheden om helligdommen, og du vil snart finde dig selv vankende om uden mål og med i en labyrint af teologiske udtryk, for at prøve at forklare, hvorfor gerninger også er nødvendige. Angrib helliggørelsen, og du vil ikke få en rolig time, før du også har fjernet det plagsomme lys, der udgår fra helligdommen.
Er det muligt, at dette vil blive gentaget som en del af det kommende omega? Måske. Et af de tydeligste fingerpeg kan vi finde i den symbolik, som blev anvendt af Guds sendebud. Vi skal huske, at alfa og omega betegner de to yderpunkter i det samme alfabet. De er kædet sammen af noget, de har tilfælles, men de vender så at sige i hver sin retning. Betydningen af dette kommer frem ved nærmere eftertanke.
For at forstå dette må man se tilbage på alfa4rafaldets teologi. Hele livet igennem fastholdt Kellogg standhaftigt sin tro på kristendommen. Overfladisk betragtet, og det gælder endog hans sidste samtale med lederne for Battle Creek menighed, lyder hans ord, som om de var udtalt af en gudhengiven kristen. Men Kelloggs teologi, ført ud i dens logiske konsekvens, fjerner behovet for en Frelser. Gud, erklærede Kellogg, var overalt — i den luft, vi indånder (et udtryk for Helligånden), i sollyset, ja, endog i græsplænerne omkring hans hus. Hvis Gud er i alle ting, må han også være i mennesket, og på den måde bliver hver eneste menneskelig handling til noget, som Gud gør. På den måde bliver det guddommelige til en slags indre anliggende, og tanken om en Frelser uden for en selv bliver meningsløs.
Ingen Frelser — intet uden for mennesket. Dette, ført ud i en konsekvens, som måske aldrig er gået fuldstændig op for Kellogg eller Waggoner, er i sidste instans alfa-bevægelsens budskab. Lad os nu se på de to bogstavers logiske symbolik. De hører begge til det samme alfabet, men i hver sin ende. Hvis alfa skaber forvirring vedrørende Kristi rolle i frelsesværket, og det peger i én retning i det græske alfabet, kunne det da tænkes, at omega også vil mistolke Kristi værk, men gøre det ved at pege i modsat ret­ning? Sagt på en anden måde: er det muligt, at et omega af »dødelige vildfarelser« vil prøve at anbringe Kristus helt uden for mennesket og således skabe forvirring omkring helliggørelsen, fordi den gør frelsen til noget fuldstændig udvortes?
Det er et spørgsmål, som fortjener den mest omhyggelige overvejelse. Kristi rolle og gerning er de centrale sandheder i kristendommen. At blive forvirret over Kristi værk, det være sig i helligdommen eller i livet, vil, som Daniells rammende udtrykte det, få alting til at vakle. I 1904 blev adventisterne opfordret til at tro på en ny lære, der gjorde frelsen til noget fuldstændig indvortes. Det var en umådelig tiltrækkende vildfarelse, fuldkomment udformet til at appellere til mennesker i en optimismens tidsalder, hvor alle, fra finansfolk til præster, talte om menneskelige fremskridt.
Men hvad med en senere tid, hvor en desillusioneret verden ser tilbage på århundredets vragrester og kun ser endeløs krig og dyb depression, hvor lysene svinder bort i en atmosfære, der bliver mere og mere uegnet til at indånde? Hvad med adventisterne, trætte og mismodige som de er, modne for noget, der synes at kunne tilbyde en lettere vej ud af de endeløse udfordringer?
Til denne gruppe mennesker kunne Djævelen aldrig gøre sig håb om at »sælge« den grænseløse optimisme, der kendetegnede alfa. Men han kunne gøre noget andet. I en verden, som der er vendt op og ned på, kunne han vende op og ned på alfa, så at sige anvende det med modsat fortegn. Han kunne tage det samme emne og nærme sig det fra en modsat angrebsvinkel, ligesom omega er det modsatte af alfa. Og da kunne hans ord lyde som sød musik for en træt og mismodig menighed: »Slap bare af! Arbejdet er allerede gjort og har været det i århundreder. Det eneste, du skal gøre, er at tro.«
Og med ét eneste slag ville mesterforføreren således have ført adventismen tilbage til et tidspunkt inden dens begyndelse. Den bevægelse, som var inspireret af Gud selv, ville blot blive affejet som et ejendommeligt fænomen i science fictiongenren. For adventismens enestående gave til verden er jo netop dens forståelse af tidens korthed, af de kommende vældige begivenheder, der krævede omfattende forberedelser. Lige fra sin allerførste begyndelse havde adventismen frembudt den herligste, levende demonstration af tro og gerninger siden pinsedagen. De troende havde i ordets bogstaveligste forstand besteget de mest svimlende højder, langt udover hvad Luther nogen sinde havde drømt om at nå. De havde ikke blot troet på Kristus, de havde ventet at se ham, og udsig­ten til denne begivenhed var blevet mere virkelig for dem end livet på jorden. Snart, troede de, skulle de se ham ansigt til ansigt, leve sammen med engle som vidnesbyrd for ufaldne verdener. Et sådant perspektiv nåede man ikke frem til i skødesløs ligegyldighed med sin personlige livsførelse. »Vi forbereder os til at møde ham, der, ledsaget af sin eskorte af hellige engle skal vise sig på himmelens skyer for endeligt og afsluttende at skænke de trofaste og retfærdige udødeligheden.«6) havde Ellen White skrevet, og hendes ord gengav nøjagtigt stemningen i 1844. Det var en overmåde højtidelig periode, et eksempel på, hvordan det virkelig er at tro, at Jesus kommer. Gammel uret blev gjort god igen. »Mange søgte Herren i anger og ydmyghed. Deres interesser, som så længe havde været knyttet til det jordiske, blev nu himmelvendte. . . .
Stolthedens og tilbageholdenhedens skranker blev fjernet. Der blev aflagt dybtfølte bekendelser, og i hjemmene arbejdede man på at frelse dem, som var én nærest og kærest. Ofte lød der alvorlig forbøn.«7) Og resultatet? En kraft til at vidne, som nok siden er blevet efterlignet, men sjældent opnået: »Store skarer lyttede i fuldstændig tavshed til de højtidelige ord, når beviserne på Kristi genkomst blev fremholdt. Himmelen og jorden syntes at komme hinanden nærmere. . . . Ingen af dem, der overværede disse møder, kunne nogen sinde glemme den forunderlige og interessante oplevelse.«8)
Havde Guds menighed fortsat ad denne vej, ville intet have været umuligt for den — Djævelen måtte finde en vej til at stække dette budskab. Og for ham var det ligegyldigt, om Guds folk fejlede ved at regne frelsen for noget indvortes, eller om de til sidst gav op under indtrykket af de truende stormskyer ved tidens afslutning og satte deres lid til noget, der var maskeret som tro, men endte med fiasko. For ham eksisterede der kun én nødvendighed: han måtte føre Guds folk bort fra Guds plan.
Det var en situation, der viste en bemærkelsesværdig lighed med Israel ved Jordanfloden. Så længe de var lydige mod Gud, var de uovervindelige. Kong Balak kunne ikke finde nogen måde at standse dem på, ikke engang ved at leje en profet, der ufrivilligt måtte udråbe velsignelser over det folk, han var betalt til at forbande. Og alligevel var der en måde. Guds folk kunne besejres, hvis de holdt op med at handle som Guds folk. Bileam havde ingen magt til at forbande Israel, men han kunne stadig føre dem til randen af en katastrofe ved en snedig intrige, der førte dem uden for Guds lovs beskyttelse. Guds velsignelser var frie, men de kunne forspildes.
Sådan var det med adventismen. Guds menighed stod nu, billedligt talt, ved Jordanfloden — forårsfloden, der svulmede og steg over sine bredder på vej til Det døde Hav, et symbol på en vred verden, som Guds folk måtte passere over på deres vandring hjemad. Menneskeligt set var der ingen vej over den rasende flod, og dog kunne de gå over — sikre under Guds arks beskyttelse, den ark, der indeholdt hans lov. Det var et enestående budskab om adventismen. Store forandringer var på vej, verden styrede mod sine afsluttende begivenheder, og der var intet mere betydningsfuldt end at blive rede. Ingen religiøs gruppe i moderne tid havde nogen sinde påberåbt sig det samme som adventisterne: de gjorde fordring på at have opnået et nyt, stort indblik i selve Himmelen, hvor Jesus dømte verden med Guds lov som standard. Hele adventismens berettigelse lå i dette budskab. De troende havde for verdens øjne løftet arken og var begyndt at bevæge sig i retning af Jordan, og den mest utænkelige af alle ulykker ville være, at de af en eller anden årsag skulle standse op på bredden og lade arken falde.
Dette var det brændende spørgsmål, og det var her, Satan valgte at sætte ind med sine angreb på menigheden, netop som Ellen White havde sagt, han ville. Angrebene på adventismen syntes altid at gælde de trospunkter, som den var alene om. Angriberne ville ramme Guds høje standard for sit folk — enten ved at erklære, at kravene var unødvendige, eller, på den anden side, at de var umulige at leve op til. Det var her, Canright var gået ned, da han åbent udfordrede Guds lov, sabbaten og Profetiens Ånds inspiration. John Kellogg havde nærmet sig det samme klipperev fra en anden retning og havde ligeledes lidt skibbrud på troen med sine ikke underbyggede ideer, som affærdigede den undersøgende dom og anbragte Guds helligdom i det menneskelige legeme. Ballenger, Waggoner, Jones, McCoy, Conradi — alle fulgte de i samme retning og løb på grund, hvor de havde ment at se en åben sejlrende for sandheden. Og på samme tid kom de ubevidst til at bevise gerningernes rolle i adventismen.
Livsførelsen hos dem, der forfægtede alfa-vildfarelsen, giver et interessant indblik i den falske læres virkninger, og samtidig nogle særdeles nyttige signaler, hvorpå man kan kende disse ideer, når de igen dukker op. Kristus havde selv sagt, at kætteriet somme tider kan være overordentlig vanskeligt at opdage, især når det er dygtigt tilpasset til tidens fremherskende stemning. Ved tidens afslutning skulle der fremstå vildfarelser, som ville være i stand til at føre »selv de udvalgte« vild. Det var en forudsigelse, som med sørgelig nøjagtighed gik i opfyldelse på alfavildfarelsen, der hentede mange tilhængere blandt ad­ventismens intellektuelle elite. Og så påpegede Gud i sin visdom endnu et middel, hvorved sandheden kan skelnes fra vildfarelse: frugterne. Menneskenes livsførelse. De midler, som menneskene benytter sig af for at fremme de ting, som er vigtige for dem. Og de midler, som blev anvendt af »reformatorerne« i 1905, forekommer næsten som en kontrolliste over advarselssignaler, som man må være på vagt over for i den sidste forførelse, der havde fået betegnelsen omega. Øverst på listen finder man den samme taktik, som Lucifer brugte for at føre menneskeslægten ind i syndens mareridt. Den taktik hedder uærlighed.
»Striden vil blive mere og mere voldsom,« havde Ellen White advaret i 1898. »Sind vil gøre front mod sind, planer mod planer, principper af himmelsk oprindelse står over for Satans principper.« Og derpå forudsagde hun den taktik, som nogle ville benytte sig af. »Der er mænd, som underviser i sandheden, men ikke fuldkommer deres veje for Gud, som prøver at skjule deres fejl og mangler og tilskynder til adskillelse fra Gud.«9)
»Af vor egen midte vil der opstå falske lærere, som lytter til forførende ånder, hvis lærdomme er af satanisk oprindelse. Disse lærere vil drage disciplene efter sig. Snigende skaffer de sig adgang hos intetanende, de bruger smigrende ord og fremholder fordrejede kendsgerninger med forførende takt.«l0) I næsten samme åndedrag sagde hun, at »falske teorier vil blive blandet ind på ethvert erfaringstrin og forfægtet med satanisk iver for at tage enhver mennesketanke til fange, som ikke er rodfæstet og grundfæstet i et solidt kendskab til de hellige principper i Ordet.«11)
Disse forudsigelser var på tragisk måde gået i opfyldelse på dr. Kellogg og den snævre kreds af tilhængere, som støttede hans manøvrer i Battle Creek. Snedigt udtænkte intriger blev sat i gang, som for en tid var ukendte for alle andre end de sammensvorne — og for Guds sendebud, som i nattesyner var vidne til disse hemmelige møder. I 1905 var deres planer næsten modne, Battle Creek Sanatorium havde kun kort tid tilbage som en syvende dags adventist-institution, og Ellen White udbasunerede en stærk advarsel til menigheden: »Jeg vil udråbe en advarsel til vort folk nær og fjern. De, der har ledelsen af vort sundhedsarbejde i Battle Creek, arbejder på at skaffe sig kontrol over ejendom, som de, set med Himmelens øjne, ikke har ret til at kontrollere. . . . Der udfoldes bedrageriske bestræbelser for at erhverve ejendom på en fordægtig måde. Guds lov fordømmer dette. Jeg vil ikke nævne navne. Men der er læger og præster, som er under hypnotisk indflydelse af løgnens fader. Uagtet de givne advarsler er Satans sofisterier blevet antaget, ligesom de i sin tid blev antaget i Himmelens sale.«12)
Tidligere havde Ellen White skrevet et rørende brev til sin søn, der var stillet over for oprørets fulde rasen i Michigan. »Doktoren stræber efter at knytte sundhedsinstitutionerne til sin egen person, på samme måde som Satan i Himmelens sale arbejdede på at få englene over på sit parti og anstifte oprør i Himmelen.« Dernæst havde hun tilføjet: »Jeg har ondt af dig, Willie. Jeg ønsker ikke at være i Battle Creek. Men stå fast for sandheden!«13)
Den samme taktik bredte sig nu til andre områder. Kellogg og hans medarbejdere, der var afsløret af Guds sendebud, rettede deres angreb mod hende. Underfundigt blev der sået tvivl vedrørende hendes budskabers pålide­lighed, ofte af arbejdere, som af taktiske grunde eller af hensyn til deres ansættelse foregav at være loyale. (Kellogg kunne holde folk tryllebundne, idet han fyldte dem med historier om, hvordan han havde »sat en fælde for søster White«, og hvordan hendes vidnesbyrd til ham var fyldt med forkerte oplysninger fremskaffet af A. G. Daniells og »Grædende Willie« White). Alt dette så Ellen White og beskrev det med lidenskabsløs nøjagtighed. »Nogle har med den største snedighed arbejdet på at gøre Vidnesbyrdenes budskaber, indeholdende advarsler og tilrettevisning, til intet, de budskaber, som har stået deres prøve i et halvt århundrede. På samme tid nægter de at have gjort noget sådant.«14)
Sandhed. Den mest livsvigtige vare i verden. Selve vor overlevelse afhænger af den. Hver dag er vi i høj grad afhængige af nøjagtige informationer om selv de enkleste ting, som f.eks. farven på et trafiklys eller en bjælkes bæreevne. Uden sandhed er der ingen sikkerhed, hverken i fysisk eller åndelig forstand. Sandheden er den eneste kanal, Gud kommunikerer igennem, og der blev manipuleret med sandheden af mænd, som hævdede at have et reformationsbudskab til Guds menighed, mænd, som ikke engang var ærlige med hensyn til deres virkelige hensigter.
»Endnu inden den senere tids begivenheder havde udviklet sig, blev den kurs, som skulle udstikkes af Kellogg og hans medarbejdere, tydeligt fremstillet for mig. Sammen med andre planlagde han, hvordan de kunne vinde folkets sympati. De ville søge at give indtryk af at tro på vore sandhedspunkter og have tillid til Vidnesbyrdene. På den måde ville mange blive forført og stille sig på deres side, som var veget fra troen. «15)
Alt dette fører til endnu et kendetegn på alfa-vildfarelsen, den bevægelse, som Guds folk ved tidens ende på forhånd må advares ganske særlig imod. Dette kendetegn er den dygtige manipulation med mennesker. Alfalederne var blevet så opslugt af at ville forandre menigheden, at de synes at have besluttet, at hensigten helliger midlerne. Der blev fremsat bevidste planer for at give et urigtigt billede af dem selv som loyale adventister, der troede sandheden, men som havde nyt lys, et lys, som selv søster White ville gå ind for, hvis hun blot havde forstået det helt rigtigt. Selv mænd som dr. David Paulson, der i en vis periode var besnæret af Kellogg, troede oprigtigt, at den nye teologi var støttet af Ellen Whites skrifter. Hun advarede i øvrigt om, at dr. Kellogg af al magt søgte at udbrede også denne vildfarelse.16′ Det var en mesterligt udtænkt forførelse, og resultatet var en kerne af fremtrædende, indflydelsesrige mennesker, som samledes om en mand og en ny bevægelse, selv om dette betød udtræden af menigheden.
Dette har dyb betydning for de mennesker, som er på vagt for at identificere omega. Guds sandheder er så indbyrdes forbundne, så klart logiske, at når nogen er gået bort fra disse sandheder, har der næsten altid været en distraherende faktor med i billedet, som f.eks. et menneske med en stærk personlighed. Hos de fleste mennesker er der en stærk tilbøjelighed til at følge en magtfuld leder, særlig hvis denne leder er dynamisk, fyldt med spillende liv. Dette er, hvad hele nationer — millioner af mennesker — har gjort og fulgt en mand ned i skyggerne, hvor solens stråler ikke kan nå. Dette er en trussel, som end ikke Guds folk er immunt over for. Ellen White advarer, at der er en bestemt klasse, som er særlig sårbar over for denne taktik. »Der er mange, som ikke har fuldkommet en kristelig karakter, deres liv er ikke gjort rene og ubesmittede og ikke helliget ved sandheden. De vil bringe deres ufuldkommenheder ind i menigheden, fornægte deres tro og opsamle mærkelige teorier, som de vil fremføre som sandhed. «17) (Her er et punkt, som vi bør standse ved et øjeblik. Så snart det går op for en falsk leder, at ufuldkommenheder i hans efterfølgeres liv knytter dem nærmere til ham og hans teorier, vil det blive en mægtig tilskyndelse for ham til at udtænke en teologi, som får folk til at slå sig til ro med deres vildfarelser).
»Strålende, tiltalende ideer udspringer ofte fra et sind, som er under indflydelse af den store forfører. De, som lytter og føjer sig, vil blive fortryllet, som Eva lod sig fortrylle af slangens ord. De kan ikke lytte til disse betagende, filosofiske udredninger og på samme tid bevare den levende Guds ord klart i deres sind.«18)
En aften i 1904, inden Ellen White forlod Washington for at rejse til Berrien Springs, blev der fremstillet for hen­de et møde, som var i fuld gang i Battle Creek. »(Dr. Kellogg) talte og var fyldt med begejstring over sine ideer. . . . Han var noget forblommet i sin fremstilling, men i virkeligheden fremholdt han … videnskabelige teorier beslægtet med panteisme.
Efter at have betragtet tilhørernes velvillige, interesserede ansigter, fik jeg at vide af En ved min side, at onde engle havde taget talerens sind til fange.« Og Ellen White tilføjede, at hun var »forbløffet over at se, med hvilken be­gejstring disse sofisterier og forførende ideer blev modtaget.«19)
Selv det at diskutere sådanne emner med alfa-ledere var forbundet med fare, og det havde igen noget at gøre med ærligheden som grundlæggende princip. »Når de diskuterer deres teorier, vil de bruge deres modstanderes ord og fordreje dem, så de kommer til at sige det modsatte af, hvad taleren havde ment.«20) Blot man talte med disse mænd, løb man med andre ord en risiko for at blive citeret forkert, for at få sine ord fordrejet, så de tilsyneladende støttede Kelloggs ideer. På den måde kunne de sammensvorne omkring alfa få det til at se ud, som om masserne var »med dem«, og at deres tilhængerskare var langt større, end den i virkeligheden var. … Et dødsensfarligt spil, spillet efter uortodokse regler, som Guds tjenere ikke kunne anvende — et spil spillet for menneskelige hjerner, som brikker på et skakbord, og spillet drejede sig i sidste instans om kontrollen over menigheden. Et kan siges med sikkerhed: alfa-spillet blev spillet med ildhu og med evige konsekvenser.
For at nå de mål, de så brændende gik ind for, benyttede Kellogg og hans tilhængere sig af nogle fascinerende psykologiske mekanismer. Møderne blev ofte holdt om natten og strakte sig somme tider til ud på de tidlige mor­gentimer, hvor tilhørerne var trætte og mindre i stand til at tænke selvstændigt. »De lange, natlige samtaler, som dr. Kellogg fører, er et af hans mest effektive midler til at opnå sin hensigt. Hans konstante talestrøm forvirrer sindet hos dem, han søger at øve indflydelse på. Han kommer med forkerte oplysninger, citerer forkert og fremstiller sine modstandere i så slet et lys, at man næsten ikke kan regne med deres dømmekraft. Han tager deres ord og fordrejer dem, så de kommer til at sige det modsatte af, hvad de i virkeligheden betød.«21) I sin sjælekvide skrev Ellen White endnu en gang til Kellogg og mindede ham om, at den samme taktik var blevet benyttet tidligere og havde forårsaget, at en tredjedel af Himmelens engle var blevet nedstyrtet. Også Lucifer havde med stor dygtighed benyttet sig af denne teknik, at gå fra engel til engel og provokere dem til at fremsætte udtalelser, som han derefter gentog og mistydede over for de andre engle. Det var en ødelæggende taktik, der fik det til at se ud, som han havde større opbakning, end han i virkeligheden havde, på samme tid som den tjente til at bringe dem i vanry, som var tro mod Gud og svække deres troværdighed og dermed deres indflydelse på sandhedens side. Det var en taktik, som ikke engang Gud havde andre foranstaltninger imod end tiden — og sikkerheden for, at Lucifer en dag ville gå for vidt og bryde igennem den tynde skal af anstændighed, der skjulte hans sande karakter.
Sladderens teknik synes at have været en del af alfavildfarelsen og er en fare, som Guds menighed i særlig grad må være på vagt over for. »Selv i vor tid . . . vil der fortsat være familier, som engang har glædet sig i sandheden, men som mister troen på grund af bagvaskelse og usandheder om dem, de har elsket og glædet sig sammen med.« Deres fejltagelse bestod i at lytte. »De åbnede deres hjerter for ham, der såede rajgræs. Rajgræsset skød op mellem hveden, … og stjal den kraft, som den dyrebare sandhed skulle have haft.« Som det skete med Eva fordum medførte disse afstikkere ind i dette nye bagtalelsens spil en mærkelig følelse af opstemthed: »Falsk nidkærhed ledsagede deres nye teorier, som forhærdede deres hjerter mod sandhedens fortalere, som jøderne forhærdede sig mod Kristus.«22)
Denne udstråling, den dygtige udbredelse af usandheder om sandhedens forkæmpere, tilbøjeligheden til at følge stærke personligheder, det blev alt sammen stærke faktorer i et frafald, der endog fejede nogle af de mænd ud af menigheden, som engang »i sandhed« havde fremholdt den tredje engels budskab. Ethvert påfund blev taget i anvendelse for at drage loyaliteten over til en mand og hans prangende teorier, og den teknik fungerede med frygtelig effektivitet. Det er en trussel, som Guds folk må være på vagt over for med intens opmærksomhed for at sikre, at det aldrig sker igen. Og for dem, der føler sig draget af en stærk personligheds tiltrækning, som føler deres nysgerrighed pirret af nye idéer, som endog synes at appellere til de ledende og toneangivende, er der fremsat en advarsel på baggrund af begivenhederne i 1905: »Jeg er bekymret for de mænd, som har kastet sig over studiet af den videnskab, som Satan benyttede i kampen i Himmelen. . . . Har de blot én gang smagt lokkemaden, synes det umuligt at bryde den fortryllelse, Satan har kastet over dem.«23)
Det, man skal huske, er, at det virkelige stridspunkt var, hvem der skulle have kontrollen over menigheden. Hvis tilstrækkelig mange mennesker ville omvende sig til den nye teologi, hvis menighederne ville sende disse »omvendte« til generalforsamlingerne, og hvis institutionerne kunne forsynes med mennesker, som gik ind for alfa-ideerne, ville hele samfundet til sidst bevæge sig i den retning, enten A. G. Daniells og Ellen White syntes om det eller ej. Ud fra Ellen Whites skrifter er der al mulig grund til at antage, at der er udfoldet grundigt gennemtænkte og bevidste bestræbelser for at omstyrte selve samfundets organisation. Bemærk ordvalget i en advarsel givet i juni 1905: »Jeg må advare alle vore menigheder om at tage sig i agt for mænd, som bliver udsendt for at virke som spioner i vore konferenser og menigheder — et arbejde, som er anstiftet af løgnens og forførelsens fader.«24) Andetsteds advarede hun, at »der under årsmødet har været mange forrædere i forklædning til stede, og Kristus kender hver eneste af dem. Gud er blevet vanæret af illoyale undersåtter. .,. . Til dem i Battle Creek vil jeg sige: For jeres sjæles skyld, lad så mange, som kan, holde sig borte fra denne strid og dens farer. «25)
Den »strid« og de »farer«, hun henviste til, var ved at tilspidses i 1906. Så tidligt som i 1902 havde menighedsmedlemmer truet med at anlægge sag mod samfundet for at forebygge, at Review and Heraids forlag blev flyttet til Washington DC. Nur var denne stridens og pressionens ånd ved at dukke op igen. Den store kirkebygning i Battle Creek blev genstand for en magtkamp. Der blev endog ført en proces for retten i Michigan for at hindre, at den lokale konferens kom til at stå som ejer af menighedens ejendom. Det endelige udfald blev, at de loyale medlemmer vandt sagen, men først efter en dramatisk retsprocedure på ikke mindre end to år. En Chicago-avis forkyndte med store bogstaver på forsiden, at Adventistsamfundet nu var ved at blive splittet op i to fraktioner, og den lagde en stor del af skylden på Ellen White. Hele den triste affære tjente blot til at belyse endnu et kendetegn på alfa-bevægelsen: overalt, hvor den kom, opstod der vanskeligheder.
Det samme var tilfældet ved Ballengers frafald. Fra England havde pastor Farnsworth rapporteret, at »Ballenger har talt mer eller mindre om disse ting, indtil han sagde, at broder Hutchinson i Irland anskuede tingene på samme måde, og det samme gjorde et ganske stort antal indflydelsesrige lægbrødre. Broder Meredith, som ledede arbejdet i Wales, sagde, at et ganske stort antal lægbrødre var bragt ud af ligevægt over hans synspunkter, og i Nordengland havde broder Andross alvorlige vanskeligheder i Birmingham menighed og flere andre steder med nogle af de ledende brødre over emnet om helligdommen. . . . Dette frafald er som en mørk sky, der på en eller anden måde har gjort det vanskeligt for os.«26) Og i Battle Creek havde Kellogg for nylig arbejdet bag kulisserne i en ganske vist forgæves bestræbelse for at fjerne generalkonferensens ledelse fra embedet. Gennem alt dette gik der en indædt stræben efter at forandre menigheden — om muligt ved politiske transaktioner, om nødvendigt ved omstyrtning — og Ellen Whites beskrivelse er malende: »Intet måtte tillades, som stod i vejen for den nye bevægelse.«27′ Det var en mærkelig hensynsløshed, som sjældent, om nogen sinde var set tidligere, hvor langvarige venskaber ikke længere syntes at tælle ret meget, og tra­ditionel loyalitet forsvandt på mystisk vis. John Kellogg var blevet hjulpet finansielt gennem lægestudiet af familien White: nu vendte han sig med hårde og bidende an­greb mod sine gamle venner. A. T. Jones og E. J. Waggoner, der havde rejst og prædiket sammen med Ellen White, svigtede gamle forbindelser til fordel for den nye teologi. Selv Frank Belden, forfatter af adskillige adventsalmer og nevø af søster White, prøvede uden held at narre hende til at udgive et falsk vidnesbyrd, og han anlagde sag mod loyale medlemmer, som prøvede at beskytte menighedens ejendom. Alle vegne, hvor den nye teologi rykkede frem, syntes der at opstå vanskeligheder »forårsaget af onde tunger og heftige sind og skærpet af lang tids smygen sig uden om sandheden,« som »til stadighed virkede for at skabe forvirring og udføre planer, der var anstiftet af fjenden.«28′
Som tidligere påpeget kendetegnedes alfa ligeledes af dens aggressive efterstræben af Adventistsamfundets unge mennesker. Efter at bogen Det levende tempel var blevet trykt, sendte Kellogg den ud til de lokale konferenser og søgte at hverve ungdommen til at distribuere og sælge bogen. Battle Creek, hvor mange elever jo modtog undervisning af Kelloggs varmeste fortalere, blev nærmest sat på den anden ende. Ved at påvirke de unge i den mest modtagelige alder håbede han at vinde en stor skare tilhængere blandt menighedens næste generation. Og på den måde ville fortalerne for den nye teologi have skaffet sig en ny, stærk angrebslinje. Fik de ikke deres synspunkter igennem i menigheden, behøvede de blot at vente, tålmodigt oplære deres elever og dernæst sprede dem over verdensfeltet, og derved ville selve strukturen i det organiserede arbejde langsomt begynde at ændre sig. Og én dag ville disse afvigere måske have indflydelse og stemmer nok til at gøre forandringen officiel. Dette var måske på nogle måder den farligste taktik af alle. Og på dette punkt var Ellen White parat til at sætte alt, også hendes eget liv, på spil. »Gud forbyde, at der tales et eneste ord for at kalde vore unge til et sted, hvor de vil blive gennem­syret af urigtige fremstillinger og usandheder om vidnesbyrdene, Guds tjeneres gerning og karakter.
Mit budskab vil blive mere og mere skarpt, ganske som Johannes Døbers budskab, selv om det skulle koste mig livet. Vort folk må ikke blive forført.«29′ Man hører somme tider den uvenlige bemærkning fremsat, at Ellen White ikke var i samklang med den virkelighed, som menighedens unge var stillet over for. 11904 var hun rede til at dø for de unge.
Endelig havde de, der var involveret i alfa-vildfarelsen, endnu ét til fælles: de var fjendtligt indstillet over for Profetiens Ånd. Det er ikke vanskeligt at finde motivet til dette. Mange af deres yndlingsideer var i direkte modstrid med Ellen Whites anvisninger. Ved Guds Ånds kraft var deres skjulte planer tit kommet for dagens lys, deres møder var blevet iagttaget endog over lange afstande. Da de ikke havde den guddommelige sandhed på deres side, måtte de ty til en eller anden erstatning, og det letteste middel syntes at være personlige angreb på det sendebud, Gud havde udvalgt. Der var intet nyt i denne taktik. Vi finder den så langt tilbage som ved Kadesh-Barnea, hvor Israel — med fuldt udsyn til den guddommelige skystøtte — bebrejdede Moses, fordi han havde ført dem gennem en vild og vanskelig ørken. Og resultatet, dengang som senere, blev altid adskillelse fra Guds velsigneler.

6. kapitel
»Prøven vil komme til hver eneste sjæl«
Klokken var ét om natten, og Ellen White sad oppe i sengen, måske brugte hun et bræt over skødet som skrivepult, og skrev så hurtigt, som pennen kunne bevæge sig hen over papiret. Som regel stod hun op før daggry for at udføre sit arbejde, men denne gang, bare en time efter midnat, følte hun et pres og et ansvar som hun sjældent havde oplevet tidligere. Guds folk bevægede sig frem mod en stor rystelse, et vældigt sammenstød med vildfarelsen, hvorunder mange ville fare vild, og hun følte sig nødsaget til at give dem en sidste, tydelig advarsel, før rystelsen indtraf.
Det var begyndt tidligere samme nat med en meget livagtig drøm, som hun forstod var et budskab fra Gud, og beretningen gengives bedst med hendes egne ord:
»Kort før jeg udsendte vidnesbyrdene om fjendens forsøg på at undergrave vor tros grundvold gennem udbredelse af forførende teorier, havde jeg læst beretningen om et skib, som var ude i tåge og stødte på et isbjerg. I flere nætter sov jeg meget lidt. Jeg følte mig som en høstvogn, der er tynget under negene. En nat blev en scene fremstillet tydeligt for mig. Et fartøj var ude på havet i tæt tåge. Pludselig råbte udkigsmanden: ‘Isbjerg umiddelbart forude!’ Der, højt over skibet, knejsede et vældigt isbjerg. En myndig stemme råbte: ‘Sejl det i møde!’ Der blev ikke tøvet et øjeblik. Der var brug for øjeblikkelig handling. Maskinmesteren satte fuld kraft på, og rorgængeren styrede skibet lige ind i isbjerget. Med et brag tørnede skibet mod isen. Det rystede forfærdeligt, og isbjerget gik i mange stykker og styrtede med en tordnende lyd ned på dækket. Jeg vidste godt, hvad denne fremstilling betød. Jeg havde mine ordrer. Jeg havde hørt ordene som en stemme fra vor store Anfører: ‘Sejl det i møde!’ De følgende få dage arbejdede jeg tidlig og sent på at tilrettelægge den advarsel, det var pålagt mig at bringe vort folk vedrørende de vildfarelser, der var ved at trænge ind iblandt os.«1)
I nogen tid havde Ellen White været tvivlrådig og grundet over, hvad der kunne gøres ved disse underfundige nye idéer, som Kellogg var ved at slå så kraftigt til lyd for i menigheden. Guds menighed var for hende den største skat på jorden. Ofte fejlede den, og mangen en gang havde hun overbragt dybt alvorlige budskaber til dens ledere, og hun havde tryglet om reformation. Men aldrig vaklede hun i sin loyalitet. Og nu syntes det, som om man ved at imødegå en stor udfordring kunne volde splid blandt menighedens medlemmer og blive årsag til et frygteligt tab af talenter, midler og sjæle. Det var en forfærdelig svær beslutning for hende at træffe.
I mange måneder havde hun ventet og håbet, at nogle af hendes ord måtte finde klangbund i Kelloggs hjerte og stadig redde ham fra denne kritiske situation. Men Gud havde vist hende et bestemt signal, der ville fortælle, hvornår konfrontationen ikke kunne udsættes længere. Det var, når »lederne i Battle Creek åbent angreb Vidnesbyrdene« — når Profetiens Ånd blev genstand for åbent angreb. Derpå sagde hun: »Brødre! Nu står vi over for stridens højdepunkt. Gå det i møde i al Guds kraft og styrke.« Det trak op til åben konfrontation, menigheden drog ud for at tage kampen op med fjenden, og Ellen White udtrykte det med et ordbillede hentet fra beretningen om Gideon, »krukkerne blev knust, og lyset skinnede frem i klare stråler.« 2)
Tanken om en stor krise, hvor medlemmer går tabt for sagen, er en fornuftstridig og alligevel uundgåelig del af adventismen. Et eller andet sted, og på et eller andet tidspunkt vil der komme en stor udfordring, som vil ryste menigheden. I denne ildprøve vil mange gå tabt, også blandt vore bedste hjerner. »Den tid er ikke langt borte, da prøven vil komme til hver eneste sjæl. . . . Mangen en stjerne, som vi har beundret for dens glans, vil til den tid gå ud i mørket. Avner vil som en sky bæres bort af vinden, endog fra steder, hvor vi mente at have lader fulde af god hvede.«3) Og stridspunktet, som vil forårsage denne store omvæltning, vil blive falsk lære.
»Når rystelsen kommer, ved indførelsen af falske teorier, er disse overfladiske læsere at sammenligne med flyvesand.«4) Til den tid er vort eneste håb at kende Guds vilje, som den er åbenbaret i De hellige Skrifter. »De dage nærmer sig hastigt, hvor der vil blive stor rådvildhed og forvirring. Satan, iklædt engles klædebon, vil, om det var muligt, føre endog de udvalgte vild. . . . Enhver lærdommens vind vi blæse. . . . De, der sætter deres lid til forstand, evner eller talenter, vil ikke til den tid stå i spidsen for de jævne medlemmer. De fulgte ikke lyset.« Og dernæst fremsætter hun en udtalelse, fyldt med tragiske overtoner: »I den sidste store gerning vil kun få store mænd være engageret.«5)
For at det ikke skal undslippe vor opmærksomhed, hvad der ligger i alt dette, så lad os gøre os klart, hvor stor
en tragedie, der beskrives her. En eller anden overvældende forblindelse vil åbenbart feje hen over menigheden og tage enhver med sig, som ikke er fuldstændig grundfæstet, uanset hvor høj en uddannelse vedkommende måtte have. Jesus advarede selv mod vildfarelser, der, om det var muligt, kunne føre selv de udvalgte vild. Paulus forudsagde, at der ville komme »glubske ulve« og han advarede: »Af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.«6 Det er ikke åbent oprør, ikke frontalangreb på den kristne tro, der drager mennesker bort fra sandheden, det er snarere en underfundig blanding af sandhed og vildfarelse, der er så dygtigt sammenstillet, at ens eneste håb om at kunne skelne det ene fra det andet ligger i Helligåndens vejledning og et flittigt studium af Guds åbenbarede sandhed. Det vil blive nødvendigt endog at benægte, hvad ens egne sanser fortæller en, og ved tro alene at vandre i det lys, der udgår af Guds ord.
Det er sagt os, at der vil komme en stor vækkelse, lige før Guds domme til sidst hjemsøger jorden. I forudviden om dette vil Satan »forsøge at forhindre den ved selv at skabe en efterligning. I de menigheder, som han får i sin bedrageriske magt, vil han få det til at se ud, som Guds særlige velsignelse udgydes, og der vil komme noget, som ligner en stor åndelig interesse. Mange vil fryde sig over, at Gud arbejder mirakuløst for dem, skønt det er en anden ånd, som leder værket«7)
I generationer har vi tillagt os den opfattelse, at alt dette stort set vil finde sted uden for Adventistsamfundet, og at vi, som har fundet vort sikre ståsted inden for Guds sidste menighed, vil kunne iagttage det i bekvem og sikker afstand. Og denne antagelse kan igen give anledning til en vis forvirring med hensyn til hvorledes de udvalgte i vor egen midte kan trues af forførelse. Er det muligt, at vi har undervurderet det faktum, at den samme falske vækkelse også kan opstå i adventisternes egen midte, ledsaget af alle de følelsesmæssige effekter, der kræver tro. Svarer vi benægtende på dette, skylder vi i høj grad en forklaring på, hvorfor nogle af vore mest »strålende lys« vil gå ud og blive vore værste, og samtidig bedst formulerede fjender. Mennesker lader sig ikke i den grad ophidse over »ubetydelige« interne stridspunkter. Den vredestærskel overskrides først, når folk overbeviser sig selv om, at menigheden har forkastet en eller anden idé, som de selv anser for at være en væsentlig religiøs sandhed.
Derfor vil den rystelse, som vi har ventet og gruet for så længe, have noget at gøre med læren og — hvis historien og logikken har ret — den vil måske indbefatte, hvad nogle betragter som betydningsfuldt »nyt lys«. (Husk på, at Ellen White tydeligt siger, at rystelsen vil hidrøre fra »indførelsen af falske teorier«). Dette efterlader os med et vigtigt spørgsmål: Hvad vil blive angrebet?
Det er et spørgsmål, der måske kunne affærdiges som rent spekulativt, medmindre vi allerede har forskellige svar. Fremfor alt ved vi, at sabbaten vil blive et doktrinært stridspunkt ved endens tid. Kunne den også blive et stridspunkt inden for menigheden? Inden vi affærdiger dette som en umulighed, må vi erkende, at dette allerede er sket. Umiddelbart efter at Canright havde angrebet læren om helligdommen, rettede han sine angreb mod sabbaten og mod loven. Kellogg, der oprindelig bekendte sig til at tro på sabbatslæren, fjernede sig i sit liv gradvist fra denne og arbejdede ihærdigt på, at sabbatshelligholdelsen stort set skulle udgå af sanatoriets drift. Patienternes sabbatsrekreation blev mere og mere verdslig. Det er vigtigt at gøre sig klart, at sabbaten kan angribes på mange måder, nogle åbenlyse, andre mere underfundige og listige. Den kan også angribes indirekte, ved at undergrave dens grundvold. Den grundvold er jo til syvende og sidst loven. Hvis vi antager en teologi, som nedvurderer Guds lov — som f.eks. siger, at det er umuligt at efterleve dens forskrifter — så har vi angrebet lovens enkelte bestanddele, og en af dem er sabbaten. Det er sagt os, at når endens tid nærmer sig, vil det blive krævet af nogle adventister, at de forsvarer deres sabbatshelligholdelse foran domstolene. Og det er vanskeligt for denne bogs forfatter, som selv er advokat, at forestille sig en domstol, der vil tage den adventist alvorligt, som kræver ret til at helligholde sabbaten, men på samme tid indrømmer, at han ikke kan holde den lov, som sabbaten er bygget på.
Dernæst ved vi med sikkerhed, at der vil blive rettet stærke angreb mod Profetiens Ånd. »Satans allersidste forførelse vil blive at gøre Guds Ånds vidnesbyrd virkningsløse.«8) Det lyder næsten utroligt: det er vanskeligt at forestille sig mennesker forkaste noget, som giver dem uvurderlig førstehåndsinformation om den fjendes taktik, som vil berøve dem det evige liv. Men det er et kendt paradoks, som har gentaget sig lige så længe, historien har kunnet berette om sendebud fra Gud. Det er forholdsvis let at læse en profets skrifter, som kan rykkes to tusind år tilbage i tiden og som ikke taler vor tids sprog og hvis beskrivelse af synden ikke synes særlig vedkommende. Så er det noget ganske andet med tak at tage imod en profets ord, som taler netop til ens egen tid. Men måske var det vigtigere end næsten alt andet, at tage imod netop dette budskab.
Hvis historien har noget at lære os, vil omega muligvis også komme til at omfatte en eller anden form for forvirring med hensyn til troens og gerningernes rolle. Vi ved, at tidligere frafaldsbevægelser næsten altid har personers adfærd, som gik ind for radikale forandringer. Canright angreb åbenlyst loven. De, der påberåber sig at »kødet er helligt«, var mere fordækte i deres angreb på loven. De hævdede at være troende, medens de på samme tid i hellighedens navn hengav sig til alskens synder. I Kelloggs epoke forekom der vitterlig umoralske handlinger mellem nogle af de troende. Når som helst adventisterne enten direkte eller indirekte er kommet i vildrede med hensyn til deres moralske ansvar, har det altid resulteret i stor skade. Og derfor er det så livsvigtigt for os at forstå, hvad nogle har skildret som et paradoks i adventismen: pligten til at sætte alle menneskelige bestræbelser ind på at gøre evangeliet til virkelighed i livet, det evangelium, som ifølge de fleste an­dre protestanter er en fri gave fra Gud, som ikke skulle behøve en sådan menneskelig krafttilførsel.
Det er et tilsyneladende kompliceret spørgsmål, som dog er bemærkelsesværdigt let at besvare, hvis man forstår to juridiske principper, nemlig betingelse opfyldt på forskud og betingelse opfyldt på efterskud. En betingelse, der må opfyldes forud, pålægges en person, inden han/hun overtager en ejendom eller en formue. For at et skøde kan overdrages, må den pågældende udføre en eller anden nærmere fastsat handling, hvorefter ejendommen tilhører ham eller hende. I religiøs forstand er dette en forfalskning af det sande evangelium — og det er den mest udbredte form for religion, som mennesker kender til. Alt hedenskab har dybe rødder i den forestilling, der, ført ud i yderste konsekvens, kræver menneskeofringer for at skaffe mennesker Guds velbehag. I kristendommen er den eneste forudgående betingelse tro — en tro så fuldstændig, at den får en til at overgive hele sin vilje til en kærlig Gud.
Når det gælder betingelser, som først skal opfyldes senere, ligner de tilsyneladende de tidligere omtalte, men de virker på en helt anden måde. Her overføres ejendommen direkte, uden at der kræves nogen forudgående handling. Men også her sker overdragelsen på betingelser — betingelser, som træder i kraft efter overdragelsen. En mand kan f .eks. overdrage en byggegrund til en nabo på betingelse af, at den aldrig må benyttes til udskænkning af stærke drikke. Hvis naboen nogen sinde overtræder denne bestemmelse, går ejendomsretten til arealet tilbage til den oprindelige ejer. Og dette eksempel, hentet fra menneskelig lovgivning, kan tjene som eksempel på Guds lovs virkemåde. Gaven er fri, den nye ejer kan på ingen måde siges at have »fortjent« den, men ved misligholdelse af de betingelser, hvorunder den er skænket, kan han gøre sig selv til en dårlig nabo og dermed uegnet til at fortsætte som ejer.
Den idé at leve et retfærdigt liv er uudsletteligt indpræget i adventismens struktur. Til syvende og sidst gør adventisterne jo fordring på at besidde det sidste advarselsbudskab til verden, et budskab, der får langt større kraft, når det ikke blot forkyndes i ord, men også i gerning. »I er verdens lys,« sagde Kristus. »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.«9) I Kristi teologi er der intet grundlag for at skamme sig over gode gerninger eller for tvivlrådighed med hensyn til, om man har ansvar for at bære et helliggjort livs frugter. I hans plan synes et gudfrygtigt liv at være en af de vigtigste veje til at forkynde det sidste håbets budskab på denne jord..
Men dette stridspunkt synes også at dukke op som et hovedelement i den sidste ildprøve for Guds menighed, blandt adventister omtalt som rystelsen. »Nogle vil måske sige, at det er at ophøje vore egne gode gerninger, at forvente Guds velbehag på grund af vore gode gerninger. Det er sandt, at vi ikke kan købe en eneste sejr med vore gode gerninger, men vi kan ikke blive sejrvindere uden dem. … I hver religiøs krise falder nogle for fristelsen. Guds rystelse blæser store skarer bort som tørt løv.«10) Tidligt i adventbevægelsens historie havde Ellen White advaret, at »lige så længe som Gud har en menighed, vil han have nogle, som vil råbe højt og ikke spare deres strube, som vil være hans redskaber til at irettesætte selviskhed og synder,« og hun så, at »enkeltpersoner ville rejse sig imod de enkle vidnesbyrd.« Resultatet ville blive tragisk og uundgåeligt. »Rystelsen må snart finde sted for at rense menigheden.«11)
Mærkelige ord fra en kvinde, som ville bruge en hel levetid på at holde sammen på en menighed, som betød mere for hende end selve livet. En sådan ildprøve synes fremmed for en menighed, der fra første færd har været vænnet til at tro på betydningen af enhed. Det var hårdt for Ellen White; det vil også blive hårdt for os. Men også enhedens gave — ligesom Guds mange andre gaver til mennesket — kan misbruges. At bringe vildfarelser ind i menigheden, som vil ødelægge den samme menighed, og dernæst beskytte disse vildfarelser under en paraply af »enhed«, er et problem, som Ellen White måtte give sig i kast med i 1904. »Vi skal slutte os sammen,« erklærede hun, »men ikke på en platform af vildfarelse.«12) »Vi skal ikke tage imod deres ord, som kommer med et budskab, der går imod de specielle punkter i vor tro. De samler et stort antal skriftsteder og opstiller dem som bevis for deres påståede teorier. Dette er blevet gjort atter og atter i løbet af de sidste halvtreds år.«13)
For adventister, som ønskede at undgå en stor fare, havde hun et overraskende råd angående de teorier, som dr. Kellogg gik ind for, og som hun selv fulgte i doktorens tilfælde: Lad være med i det hele taget at diskutere med de personer, som, efter at menigheden er skredet ind, alligevel fortsætter deres eget løb. »Ved tiden for generalkonferencen i Oakland blev det forbudt mig af Herren at have nogen form samtale med dr. Kellogg. Under dette møde blev der fremstillet for mig en scene, som viste onde engle i samtale med doktoren. . . . Han syntes ude af stand til at undslippe snaren.«14) I 1907 skrev hun et brev til oplæsning i Oakland, Battle Creek, Chicago og andre større menigheder: »Der er en ondskabens ånd i virksomhed i menigheden, som stræber efter at gøre Guds lov ugyldig. . . . Vor vigtigste gerning nu er ikke at arbejde for dem, der, skønt de har haft lys og vejledning i overflod, stadig fortsætter på vantroens side.«15) At diskutere disse stridspunkter med dem, der gik ind for vildfarelsen, var ensbetydende med at blive fejlciteret, og hun advarede ligeledes kraftigt mod dem, der »kan finde på at opsamle de citater fra mine skrifter, som tilfældigvis behager dem, og som stemmer overens med deres menneskelige dømmekraft, og som ved at rive disse citater ud af deres sammenhæng og arrangere dem efter forgodtbefindende får det til at se ud, som om mine skrifter støtter det, de i virkeligheden fordømmer.«16)
Og hun advarede ganske særligt imod at lade sådanne personer få ansættelse på adventistskoler. »Ethvert menneske, som søger at fremføre teorier, som vil lede os bort fra det lys, vi har fået vedrørende tjeneste, i den himmelske helligdom, bør ikke ansættes som lærer.«17)
Menighedens stående befaling er således ganske klar, overleveret som en arv fra pionererne, der gennemlevede en tidligere krise. Det var dem, der udstak kursen, uanset hvad det kostede, og derved var de med til at opbygge en sikker ark for vor generation. En ark, som hedder Syvende Dags Adventisternes menighed.

7. kapitel

Ni fremtrædende punkter
Vi har set en frafaldsbevægelse benævnt som alfa feje hen over Syvende Dags Adventistsamfundet i tiden omkring århundredskiftet. Vi har set, hvorledes denne bevægelse stækkede menighedens kraft netop ved den tid, hvor verden ved Guds forsyn stod åben for evangeliet. Vi har hørt advarslen om, at der én dag vil fremstå noget endnu mere farefuldt. Derfor er det af afgørende betydning, at vi undersøger, hvad der tidligere er sket, og søger at genkende de signaler, der viser, at det sidste store frafald er nært forestående. Her følger i sammendrag de vigtigste punkter.
1. Forførelse: Et af alfa-bevægelsens vigtigste kendetegn var dens svigefuldhed. Undertiden fremholdt man direkte usandheder. Undertiden fortalte man kun en del af sandheden, og således kunne endog sandheden bruges til at give falske indtryk. Ellen White skrev engang til dr. Kellogg vedrørende en stor bygning i Chicago. Dette vidnesbyrd citerede han ofte som bevis på, at Ellen White kunne tage fejl. Selvsikkert erklærede han, at der havde aldrig eksisteret en sådan bygning. Ellen White havde ganske enkelt taget fejl. Hvad dr. Kellogg ikke gjorde sig ulejlighed med at tilføje, var, at hans tilhængere i Chicago havde været fast besluttede på at opføre den pågældende bygning. De var nået så langt, at de havde arkitekttegningerne fuldt færdige, inden projektet blev standset.
Især havde Ellen White advaret om, at nogle ville være uærlige i deres tro på Profetiens Ånd og på menighedens grundlæggende trospunkter. Ved således at skjule deres sande hensigter følte de, at de mere effektivt kunne appellere til adventister, som på bunden var loyale mod deres menighed, og som aldrig ville lytte til alfa-fortalerne, hvis de havde afsløret deres sande hensigter fra begyndelsen. Atter og atter gennem hele alfa-bevægelsens udvikling ser vi, at sandheden er blevet tillempet for at opnå en eller anden øjeblikkelig fordel. Dette er måske skildret mest rammende af Ellen White i følgende ord: »Onde tunger og skarpe hjerner, skærpet ved lang tids øvelse i at gå uden om sandheden, er til stadighed i virksomhed for at indføre forvirring.«1)
For alfas vedkommende kom denne teknik til udtryk gennem misbrug af Den hellige Skrift og Profetiens Ånds skrifter. I 1905 blev adventisterne advaret mod »folk, som samler en mængde skriftsteder og opstiller dem som bevis på de teorier, de forfægter. … Den hellige Skrift er Guds ord og bør respekteres, men hvis det anvendes på denne måde, for derved at flytte én eneste søjle fra den grundvold, som Gud har opretholdt gennem disse halvtreds år, så er denne anvendelse én stor fejltagelse.«2)
Endnu stærkere er den advarsel, hun gav mod fremtidigt misbrug af hendes skrifter. »Man vil finde, at de, der bærer falsk vidnesbyrd, ikke har nogen udpræget sans for ære og hæderlighed.De vil forføre folket og blande deres vildfarelser med søster Whites vidnesbyrd og bruge hendes navn til at skaffe sig indflydelse. Fra vidnesbyrdene udvælger de afsnit, som de mener at kunne dreje, så de støtter deres standpunkter, og anbringer dem i en forkert sammenhæng, så deres vildfarelser kan få vægt og blive antaget affolket«3)
Det er ganske interessant, at de, der på denne måde søger at fordreje sandheden, muligvis selv mener at have ret, og optræder med en selvsikkerhed, som gør indtryk. Sådan var det med dr. Kellogg, og Ellen White advarede Generalkonferensens ledere mod endog at tale med ham, for at han ikke skulle »forlokke jer med sine udtalelser. Nogle kan være sande, andre er det ikke. Selv mener han måske, at alle hans påstande er rigtige, men det skal I aldrig tro, ej heller opmuntre ham til at tro, at han har ret.«4)
2. Splid: Alfa-bevægelsen afslørede det paradoks, at mænd, som hævder at have en eller anden vidunderlig, ny sandhed, uvægerligt skaber splid i menigheden, hvor som helst disse nye idéer bliver fremført. Landegrænser var tilsyneladende ingen hindring for dette splittende fænomen. Den store menighed i Battle Creek hjemsøgtes af indre splid. Menigheder i England, Skotland og Wales kom i oprør, når der blev givet udtryk for disse teorier, som afveg fra Adventistsamfundets trospunkter. Imidlertid har Kristus i sin visdom givet sin menighed et ganske bestemt kendetegn, hvorved man kan skelne det sande fra det falske, og dette kendetegn er menneskenes liv og vandel. Såfremt disse splittende elementer igen skal dukke op inden for adventismen, så viser historien, at vort folk bør være ganske særlig på vagt.
3. Angreb på grundlæggende trospunkter: Alle større frafaldsbevægelser har haft det til fælles, at de har angrebet adventismens grundlæggende trospunkter, bl.a. helligdommen, den undersøgende dom og Profetiens Ånds inspiration. Ved århundredskiftet kunne Ellen White erindre, at der gennem de forløbne halvtreds år var udfoldet betydelige bestræbelser for at undergrave menighedens grundlæggende sandheder, navnlig dem, der drejer sig om helligdommen. For dem, der studerer historien, er det fascinerende at se angrebene på disse specielle punkter vende tilbage med visse mellemrum, hver gang med en ny glød, som om det var en ny sandhed, der lige var blevet opdaget. Ofte vil talsmændene for en omstrukturering inden for samfundet bruge den logiske begrundelse, at også Ellen White opfordrede til lydhørhed over for nyt lys. Men det er sjældent, de anfører betingelserne, hvorunder hun opfordrer til dette. Betingelserne går ud på at søge råd hos erfarne brødre, og, såfremt den organiserede menighed ikke ser noget værdifuldt i det nye, da at lade det hvile. Og »nyt lys« vil på ingen måde afskaffe grundlæggende sandheder, som har været fastslået gennem mange år. »Der vil fremstå mænd og kvinder, som bekender sig til at have et eller andet nyt lys eller en eller anden ny åbenbaring, hvor tendensen går i retning af at rokke troen på de gamle landemærker. . . . Der vil blive udspredt falske rygter, og nogle vil blive fanget i fælden. De vil tro på disse rygter og bringe dem videre. … På denne måde vil mange sjæle blive vendt i den forkerte retning.«5) Andetsteds erklærede Ellen White direkte, at sandhederne om helligdommen, om de tre engles budskaber, om sabbaten og om de dødes tilstand alle hørte til de gamle landemærker. Hun advarede, at Satan ville prøve at overbevise Guds folk om, at disse trospunkter trængte til at ændres — noget de skulle imødegå »med største fasthed og nidkærhed«.6)
4. Skjulte angreb på menighedens struktur: En af de mest alarmerende anklager, som nogen sinde er fremført af Ellen White, gik ud på, at der var »spioner« i virksomhed, der søgte at omstyrte menighedens grundlæggende struktur.7) Der blev lagt bevidste planer for at vinde kontrol over de store institutioner. Også konferenser var truet af denne taktik, sagde hun. I profetiske syner havde hun været vidne til hemmelige møder, hvor deltagerne planlagde, hvorledes de bedst kunne vinde kontrol, skaffe sig folkets sympati og forandre menighedens struktur, og hun beskrev en sammensværgelse, hvor mænd »sluttede sig sammen for at støtte hinanden.«8)
På trods af alle forhåbninger vil det være naivt at antage, at man ikke igen kommer til at stå over for dette. Denne trussel mod Guds værk er så alvorlig, fordi den går så stille til værks og breder sig under en tilsyneladende rolig overflade, indtil det pludselig er for sent. Når man spejder efter kendetegn på omega, er dette en faktor, som ikke bør overses. Og der er tegn, som historien lærer os at være på vagt over for. Der kan nævnes politiske stridigheder inden for en menighed eller konferens, som det skete i Battle Creek. Ligeledes er forekommet velorganiserede bevægelser under årsmøder og general-forsamlinger, som går ind for idéer i modstrid med menighedens fastslåede standpunkter.
Der er forekommet stærke angreb på dem, der indtrængende har opfordret til troskab mod den organiserede menigheds lære. Der kan også nævnes manipulation med institutionernes midler. (En kendt bog med angreb på Profetiens Ånd blev udgivet af Battle Creek Sanatorium, skrevet af nogle af sanatoriets læger, og dens økonomiske grundlag er fremkommet under mystiske omstændigheder) .
Det måske mest nedslående kendetegn kunne allerede iagttages i alfa-sammenhænge: Prædikanter, som stadig var på samfundets lønningsliste, hævdede med deres ord stadig at være loyale, medens de i handling støttede bevægelser, der modarbejdede menigheden som helhed.
I et dramatisk syn så Ellen White i 1904 menigheden fremstillet som et skib, der styrede mod et isbjerg. Kun toppen af isbjerget var synligt, men det viste, at der lurede en langt større fare under overfladen. Guds råd var: »Sejl det i møde!« — Gå lige på! Der ville komme en rystelse, som gik gennem marv og ben, men skibet ville holde sig flydende. Stødte man derimod på isbjerget i en skæv vinkel, ville der blive et gabende hul, som vandet kunne strømme uhindret igennem. (Kun otte år senere skulle denne illustration blive anskueliggjort ved det »synkefri« Titanic’s forlis). Symbolikken er krystalklar: mange af de farer, menigheden vil møde, ligger skjult under overfladen og kan kun afsløres af nogle få kendetegn, som blot er toppen af et større isbjerg. De farligste trusler ligger under overfladen, og i Ellen Whites syn blev de imødegået ved at styre skibet lige frem mod forhindringen med al den kraft, som menigheden kunne opbyde.
5. Særlige bestræbelser for at gribe ungdommen: John Harvey Kellogg skrev en bog, hvori han gik ind for avancerede ideer, som kunne »bortfeje hele den kristne husholdning«. Han insisterede på at få bogen udgivet, ef­ter at Ellen White havde advaret mod panteismens underfundigheder, efter at generalkonferensens bestyrelse havde nedstemt projektet, efter at Review and Heraids trykkeri og forlagsbygning var brændt ned til grunden. Umiddelbart efter bogens trykning bejlede Kellogg til menighedens unge mennesker for at gøre dem til sine forbundsfæller i udbredelsen af den nye teologi. Alle mulige anstrengelser blev gjort for at nå ungdommen, inklusive genåbningen af Battle Creek College i modstrid med Guds råd. Der blev udsendt en særlig brochure, specielt tilrettelagt med sigte på de unge, og der blev udsendt agenter for direkte at rekruttere unge til det dristige foretagende i Battle Creek. Hvis Kelloggs planer var blevet gennemført, ville Adventistsamfundets historie måske have set helt anderledes ud. »Nyt lys« har en særlig appel til de unge, og det er en særlig trussel, som også vor tids adventister må være på vagt over for, efter på ny at have læst Ellen Whites råd til forældre i 1906:
»Forældre! hold jeres børn borte fra Battle Creek. . . . Besnærende kætteri har taget sindene til fange, og dets tråde er indvævet overalt. Hvem er ansvarlig for at give unge mænd og kvinder en uddannelse, som har haft en forlokkende indflydelse på deres sind? En fader skriver, at af hans to børn, som blev sendt til Battle Creek, er den ene nu ateist, og den anden er gået bort fra sandheden.
Breve som disse er kommet fra flere forskellige sider. Det er pålagt mig at bringe forældre denne advarsel: Er jeres børn i Battle Creek, så kald dem derfra uden tøven.«10)
Hvad var en af de vigtigste årsager til, at det var så farligt for de unge at opholde sig i Battle Creek? Det var holdningen, som blev lagt for dagen af ledere dér, at Guds særlige budskaber til adventmenigheden ikke var til at stole på.
6. Specielle angreb på Profetiens Ånd: Få af menighedens elementer har i den grad været udsat for angreb som Profetiens Ånd. »Satans allersidste forførelse vil gå ud på at gøre Guds Ånds vidnesbyrd uden virkning. . . .Satan vil arbejde ihærdigt, på forskellige måder og gennem forskellige kanaler, for at rokke Guds folks tro på det sande vidnesbyrd.«11) Når man tænker lidt over det, bliver dette ganske indlysende. Forførelsen i endens allersidste tid vil blive overmåde stærk og underfundig, men løftet er givet, at »alle, som tror, at Gud har talt gennem søster White og har givet hende et budskab, vil være sikret mod de mange vildfarelser, der vil komme i disse sidste dage.«12)
Derfor ville det være mærkeligt, om ikke Satans angreb særlig var rettet mod denne livsvigtige hjælp for Guds folk. Det sørgelige er, at han vinder nogle af sine stærkeste forbundsfæller blandt adventister, som er gået bort fra troen i deres søgen efter noget nyt, og som var særlig disponeret ved først at have forkastet den sandhed, Gud havde sendt på deres vej.
»Dygtigt og behændigt har nogle arbejdet på at gøre vidnesbyrdenes advarsler og irettesættelser uden virkning, de vidnesbyrd, som har stået deres prøve gennem et halvt århundrede. På samme tid benægter de at gøre noget sådant.«13) Her beskrives et paradoks. Der er mennesker i færd med at ødelægge virkningen af Profetiens Ånd, på samme tid som de på overfladen erklærer at tro på samme. Læg mærke til, at der er forskel på åben, direkte modstand og skjulte, underfundige kneb, der gør Guds budskab »uden virkning«. Vi kan være praktisk talt sikre på, at angreb på Profetiens Ånd, både direkte og indirekte, vil blive en del af alfa-frafaldet ved endens tid. Dette er i realiteten »Satans allersidste forførelse«.
I dette ligger en stor mulighed for katastrofe blandt Guds folk, for budskaberne til denne menighed står som et bolvæk, der beskytter samme menigheds medlemmer mod mange farer. »Et er sikkert: De syvende dags adventister, der stiller sig under Satans banner, vil først opgive deres tro på advarslerne og irettesættelserne, som findes i Guds Ånds vidnesbyrd.«14)
Men der er ét angreb, som vi afgjort kan vente at se: »Der vil blive optændt et had mod Vidnesbyrdene, som er satanisk. . . . Satan kan ikke have så let adgang til at indføre sit blændværk og stramme nettet om sjælen, der hvor Guds ånds advarsler og tilrettevisninger efterleves.«15)
7. En atmosfære af personlige angreb: Gentagne gange i alfas historie ser man hos denne bevægelses forkæmpere en tilbøjelighed til at lægge pres på andre. Modstand mod deres idéer synes at have fremkaldt en meget personlig reaktion, som udmøntede sig i stærke personlige angreb. Idet Ellen White beskrev denne særprægede side af frafaldet, sagde hun, at »intet ville få lov at stå i vejen for den nye bevægelse.«16) I denne forbindelse kommer man uvilkårligt til at tænke på episoden, hvor generalkonferensens formand blev truet af en ung arbejder, som ivrigt gik ind for den nye teologi. Den pågældende arbejder advarede, at hvis ikke pastor Daniells gik med, ville han blive afsat fra sit embede og »rullet i støvet«. Mange, inklusive Kellogg og Ballenger, angreb Ellen White. Modstand mod alfa-idéerne synes at være signalet til angreb på alle og enhver, inklusive de ledere på højeste plan, som op­ponerede. Dette er ligeledes en adfærd, som adventisterne bør være på vagt over for, idet omega rykker nærmere.
8. Angreb på menighedens normer: Syvende Dags Adventistsamfundets idealer har altid været høje, deres liv har været et budskab til verden, at alle mennesker snart skal stå foran en retfærdig Gud. Disse normer er hyppigt blevet angrebet af folk, som hævder, at adventisterne er lovtrælle, som søger at skaffe sig adgang til Himmelen ved deres egen fortjeneste. Når denne anklage fremsæt­tes af nogen uden for menigheden, er de fleste af Guds folk i stand til at tage det for, hvad det er. Men hvilken virkning vil det få, hvis dette angreb nogen sinde skulle fremsættes af nogen inden for menigheden? Profetiens Ånd har givet et nøgternt svar, udtrykt med Lucifers egne ord, idet han rådslår med sine faldne engle, hvorledes han bedst kan ødelægge Syvende Dags Adventisternes menighed.
»Gennem dem, der har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft, kan vi vinde mange, som ellers ville skade os. De, der er lystens venner mere end de er Guds ven­ner, vil være vore mest virkningsfulde hjælpere. Intelli­gente og velformulerede personer af denne kategori vil tjene som lokkeduer for at drage andre ind i vore snarer. Mange vil ikke frygte deres indflydelse, fordi de bekender sig til den samme tro. Derved vil vi kunne lede dem til den konklusion, at Kristi krav er mindre strenge, end de engang troede, og at de ved at ligne verden vil kunne øve en større indflydelse på verdsligt sindede mennesker. På den måde vil de fjerne sig fra Kristus, de har ingen kraft til at stå os imod, og inden længe vil de være parate til at latterliggøre deres tidligere iver og nidkærhed.«l7)
9. De hævder at have et reformationsbudskab for menigheden. Der ligger en stor fare i at tage fejl på dette punkt, for Bibelen og Profetiens Ånd påpeger tydeligt, at der vil komme en reformation i Guds menighed. Problemet ligger i at skelne det sande fra det falske. Heldigvis findes der også et svar.
»Sjælefjenden har søgt at indføre den formodning, at en stor reformation skulle finde sted blandt syvende dags adventisterne, og at denne reformation skulle bestå i at opgive de trospunkter, der er vor tros grundvold.«18) Prøven synes derfor at gå ud på, hvorvidt en »reformation« er i overensstemmelse med tidligere fastslåede sandheder. (I dette tilfælde vil den reformation, der virkelig betyder noget, finde sted i den troendes liv).
Hvis en såkaldt reformation på den anden side vil tilskynde til at forlade de gamle sandheder til fordel for noget nyt, altså en reformation i læren og ikke i den enkeltes liv, vil den være falsk. Dette er muligvis en fare, som ad­ventisterne bør være særlig på vagt over for. Adventisterne er et folk, der er indstillet på reformer, hele deres budskab tilskynder til reformation. Og hvis fjenden kommer til dem ad denne indfaldsvej, har han større mulighed for at forføre dem, simpelt hen fordi målet eller hensigten med den nye lære synes at være noget, som de enkelte adventister hele tiden har ønsket. Når man skal skelne mellem det sande og det falske, må man ganske enkelt spørge: Opfordrer den nye lære til reformation i livet, eller til fjernelse fra de fastslåede trospunkter?
»Satan har taget enhver tænkelig forholdsregel, for at intet skal komme ind blandt os som et folk for at revse og tilrettevise os og formane os til at aflægge vore vildfarelser,« skrev Ellen White, idet hun skildrede behovet for en sand reformation. »Men der er et folk, som vil løfte Guds ark. Fra vor egen midte vil der udgå nogle, som ikke længere vil bære arken. Men disse vil ikke kunne bygge mure til at standse sandheden, den vil gå fremad og opad lige til det sidste.«19)
Og deri ligger håbet for Guds menighed, selv under omegas mægtige udfordring. Intet sted er det sagt os, at sejren er let, men vi er gentagne gange blevet forsikret om, at den er mulig. »De, der er i harmoni med Gud, og som ved tro på ham får styrke til at holde stand mod det onde og stå fast for at forsvare retten, vil altid have hårde kampe og må tit stå næsten alene. Men herlige sejre vil blive deres, hvis de sætter hele deres lid til Gud. Hans nå­de vil være deres styrke. Deres moralske følsomhed vil være skarp og fintmærkende, og deres moralske styrke vil være i stand til at modstå uretfærdighedens indflydelser. Ligesom hos Moses vil deres retskaffenhed være af reneste karat«20)
Omega betegner en hemmelighedsfuld fare, der lurer på menigheden ved endens tid. Ellen White så den og »skælvede for vort folk«. Men samtidig efterlod hun os et dyrebart håb, håbet om, at vi vil komme igennem denne store udfordring.
»At stå og forsvare sandhed og ret, når flertallet forlader os, at kæmpe Herrens kampe, når heltene er få — dette vil blive vor prøve.«21)

8. kapitel

»Som en ødelæggende hvirvelstorm«
Året var 1914. Battle Creek lå der stadig, med det hvide støv lysende i forsommersolen — kun som minder om hvad der havde været — om hvad der kunne have været. På hjørnet af Washington Street og Hovedgaden var der lidet, som tydede på, at Review and Heraids trykkeri og forlagsbygning engang havde ligget her, at Generalkonferensens kontorer engang havde haft til huse ikke langt herfra. Battle Creek College, som dr. Kellogg havde genåbnet med så store forventninger, var lukket, en trist fejltagelse. Nu boede her relativt få adventister. Folk, der var gamle i gårde, kunne huske den skov af »til salg«-skilte, der var skudt frem, da kolonien brød op. »Verden vil vide årsagen,« havde Ellen White engang advaret, og nu udgav D. M. Canright en ny udgave af sin bog Syvende Dags Adventismen afsløret — og var derved uforvarende årsag til, at denne forudsigelse gik i opfyldelse.
»Battle Creek, Michigan, står som en rammende illu­stration på adventismens fejlgreb efter en rimelig styrkeprøve. … Da jeg i 1887 trak mig tilbage, var her næsten to tusinde sabbatsholdere, alle forenede. Ofte prædikede jeg i den store kirkebygning, og hver en plads i salen og på galleriet, var optaget. På den højere skole underviste jeg en klasse på omkring to hundrede, alle sammen unge mænd og kvinder, der forberedte sig til en gerning enten som prædikanter eller bibelarbejdere. Nu, i 1914, er skolen lukket og tabt for adventismen, sanatoriet er trukket ud af samfundets kontrol, og næsten hele ledelsen, læger, sygeplejersker og sygehjælpere, er søndagsholdere. Forlagsbygningerne er nedbrændt, og det, der var tilbage, er flyttet fra stedet. Menigheden er svundet ind til omkring fire-fem hundrede medlemmer. Kirkebygningen er stort set tom og nærmest at sammenligne med en elefant i deres hænder. … Et stort antal er faldet fra, har mistet troen på alt og søger ikke til gudstjeneste nogetsteds. Det har været som en ødelæggende hvirvelstorm.«1′
Fjorten år var gået siden hin strålende januarmorgen, da det gryede ad et nyt århundrede, da verden stod åben, og adventbudskabet havde mulighed for at komme ud i sollyset. Nu var dagen til ende, dens sidste skygger var ved at blive trukket sammen af en 19-årig serbisk nationalist med en pistol. I den bosniske by Sarajevo kom en forvirret chauffør til at dreje forkert og køre sin åbne limousine hen ad en overfyldt gade. Bag ham, skærmet af en parasol mod den brændende sommersol, sad et kongeligt par, hvis liv havde været en klassisk love story, og denne dag var i øvrigt deres fjorten års bryllupsdag. Chaufføren tøvede et øjeblik, prøvede så at vende vognen, og under dette forsøg lød der to skud. Ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru sank sammen i sædet, og anledningernes dag var forbi. De første skud i den første verdenskrig var affyret. Fra nu af måtte menigheden arbejde i en verden, som sank stadig dybere ned i mørket.
Så mange lys var gået ud. Der var sundhedsarbejdets leder, J. H. Kellogg, hvis lægestudium delvis var betalt af James og Ellen White. Der var Albion Ballenger, som havde været besluttet på at omgøre sandheden om hel­ligdommen og hellere brugte teologiske værker end Profetiens Ånd. Der var prædikanterne A. T. Jones og E. J. Waggoner, der havde rejst og prædiket sammen med Ellen White. Der var pastor George Tenny, redaktør, præst, missionær. Der var pastor L. McCoy, kapellan ved Battle Creek Sanatorium — og til disse sluttede sig, som Can-right påpegede i forbifarten, »mange personer i betyd­ningsfulde stillinger, såsom disponenter, professorer ved højere skoler, læger m.fl. Alle disse er nu uden for sam­fundet, og hele deres indflydelse er rettet imod dette. «2) Tabet havde været lammende, og nu, ligesom kulrøgen fra Review and Heraids brand havde hængt i luften i lang tid, hang der stadig et plagsomt spørgsmål over menigheden: Hvordan kunne noget sådant ske? Hvad kunne give anledning til et så massivt frafald blandt samfundets bedste hjerner?
Svaret er afvæbnende enkelt, og interessant nok havde menigheden hele tiden kendt dette svar. I de endnu fredfyldte dage i 1898 havde Ellen White klart advaret om, hvad der kunne ske. »Der vil aldrig komme en tid i menighedens historie, hvor en Guds arbejder kan lægge hænderne i skødet i ro og mag og sige: ‘Alt er fred og tryghed.’ Da er det netop, den pludselige ødelæggelse kommer. Alt kan nok tilsyneladende have fremgang, men Sa­tan er lysvågen og gransker og rådslår med sine onde engle for at finde nye måder at gennemføre sine angreb på. Fra Satans side vil striden blive mere og mere vold­som. . . . Sind vil gøre front mod sind, planer mod planer, principper af himmelsk oprindelse mod Satans principper. Sandheden i dens forskellige faser vil være i konflikt med vildfarelsen i dens uafladeligt skiftende, forstærkede udtryksformer, for, om det var muligt, at føre selv de udvalgte vild.«3) Hvis man gjorde sig ulejlighed med at tænke over dette, havde man her hele krisens hi­storie fremsat fem år før Kelloggs bog overhovedet var udgivet. Satan var ved at tilrettelægge sit angreb. Anføreren for mørkets magter havde vundet dette slag. Kampen var udkæmpet på et overnaturligt plan, hvor selv de skarpeste hjerner uden overnaturlig hjælp ville blive spredt som løvet for efterårsvinden. Kellogg, Jones, Waggoner, McCoy — alle var de draget ud for at møde fjenden, men forinden havde de besluttet at stole på deres egen døm­mekraft i stedet for Guds sendebuds advarsler, og derved havde de frivilligt givet afkald på det eneste forsvar, der virkelig kunne hjælpe dem. På et eller andet tidspunkt i begivenhedernes forløb var de blevet overbevist om, at de havde ret, at tiden var inde til at gå bort fra »hele denne mængde døde profetier«,og idet de tog afstand fra adventismen, gjorde de det med fromme bønner om Guds velsignelse over deres udtræden.
Og hen over tidens dal rungede de ord, Ellen White havde fremsat allerede i 1903, da det for de flestes vedkommende endnu ikke var for sent: »Satan har sine forbundsfæller blandt mennesker. Og onde engle i menneskelig skikkelse vil vise sig for mennesker og præsentere dem for så glødende fremstillinger af alt det, de vil kunne udrette, blot de vil følge deres (de onde engles) råd, at deres anger ofte bliver til trods. . . . Synden har formørket deres dømmekraft, og helvede triumferer. Åh, vil mennesker dog ikke ophøre med at sætte deres lid til menneskelige væsener?«4)
Onde engle i menneskelig skikkelse. Der var intet håb om at overleve en sådan udfordring i menneskelig styrke alene. Menneskeheden havde intet svar på logikken i en engels sind, hvor visdom fra Paradiset forvrængedes til en forførelse så overvældende, at en tredjedel af Himmelens engle var ude af stand til at gennemskue det. Ingen uddannelse eller erfaring, uanset hvor meget, ville kunne udruste mennesker til at imødegå en fare som denne. Hvad angår John Kellogg, var han gået lige i fælden, på trods af alt det lys og alle de advarsler, der var kommet til ham gennem Ellen Whites skrifter.
En nat i forsommeren 1904 havde Ellen White i et syn set et møde, som fandt sted i Battle Creek. En forsamling af læger og præster var til stede og hørte dr. Kellogg udvikle sine ideer om Guds tilstedeværelse i alle ting, uden at vide, at de på overnaturlig vis blev iagttaget. Ellen White lagde især mærke til »de velvillige, interesserede ansigter hos tilhørerne«, og så vendte hendes himmelske ledsager sig til hende med et isnende budskab. »Onde engle har taget talerens sind til fange,« sagde han. Dernæst advarede han, at »lige så sikkert som de faldne engle var forført og bedraget af Satan, så sikkert var taleren under onde engles påvirkning.
Det overraskede mig i høj grad at se, med hvilken begejstring sofisterierne og de forførende teorier blev modtaget,« erindrede Ellen White, og påpegede videre, hvordan Kellogg, opildnet af det medhold, han fik fra præster og læger, havde kaldt sammen til et særligt rådslagnings-møde i Battle Creek for yderligere at presse den organiserede menighed til at antage sine ideer. «5)
»I roser jer af, at I bevæger jer under Guds ledelse,« advarede Ellen White folket i Battle Creek, »men nogle følger den samme falske inspiration, som forførte englene i Himmelens sale.«6) Til Kellogg rettede hun den advarsel, at han var ved at blive »hypnotiseret« af Satan (noget Kellogg selv afviste som fuldstændig latterligt). I oktober 1905 advarede hun mod »mænd, som har kastet sig over studiet af den videnskab, som Satan gjorde brug af for at føre krigen i Himmelen.«7) På trods af disse advarsler havde Kellogg og hans efterfølgere blot fortsat deres kurs, beroliget af doktorens forsikringer om, at man ikke altid kunne stole på Ellen Whites vidnesbyrd. På den måde var de uden selv at vide det til sidst blevet en opfyldelse af en anden af hendes forudsigelser: »Onde engle vil, hvis de får lov til det, påvirke menneskers sind, indtil de ikke længere bestemmer over deres eget sind og deres egen vilje. . . . Sådan vil det blive med læger og præster, som fortsat holder sig til den, der har haft lyset og er blevet advaret, men ikke har rettet sig efter det.«8)
Den samme sandhed fremgår tydeligt af Albion Ballengers liv. Under et evangelisk møde i London havde han en aften forsøgt at fremholde emnet om helligdommen. Han var sluppet meget dårligt fra det, og frygtelig nedslået havde han svoret »aldrig mere at prædike, før jeg ved, hvad jeg prædiker.« Og så havde han begået en skæbnesvanger fejltagelse. »Jeg vil ikke hente viden fra vore bøger,« erklærede han. »Hvis vore brødre kunne øse fra de oprindelige kilder, hvorfor kan jeg så ikke gøre det samme?«
Pastor Ballenger begik den samme fejltagelse, som allerede var begået af dr. Kellogg: han gik ud fra, at intet an­det havde betydning i denne forbindelse end den menneskelige fornuft, og hvor den enes forskning kunne være lige så god som den andens. »Jeg vil gå til de bøger og kommentarer og alle disse forskellige kilder, hvorfra pastor Uriah Smith har fået lys over emnet,« erklærede han, og dermed vandrede han lige ud i mørket. For adventisternes helligdomslære fandtes ikke i »bøger og kom­mentarer« — fandtes ingen andre steder end hos den selvsamme Kilde, som en gruppe bedende mænd og kvinder havde søgt hen til og gransket i de kolde efterårsnætter 1844, og i hvis midte var det samme særlige sendebud, som nu appellerede til Ballenger om at omvende sig, inden det var for sent. Også han havde valgt at ignorere denne indtrængende opfordring, og ligesom Kellogg gik han bort fra adventtroen for aldrig mere at vende tilba­ge. I Riverside, Californien (blot nogle få km fra samfun­dets nye lægeskole) skulle han tilbringe de sidste seksten år af sit liv med at rette angreb mod Ellen White, udtalelser, som, under en tynd fernis af næstekærlighed, søgte at rejse tvivl om hendes troværdighed som et særligt sendebud fra Gud.9)
»Som en ødelæggende hvirvelstorm.« Canright havde anvendt disse ord på Guds menighed, men hvor ram­mende passede de ikke på deres liv, som havde forladt menigheden. En mangfoldighed af lysende stjerner var gået ud, hver på sin måde, men alle var de knyttet sammen af deres fælles tragedie, at forkaste Guds sendebud i en tid, hvor faldne engle vandrede om på jorden i men­neskelig skikkelse. Menigheden og verden var nu på vej ind i en ny æra. Begik man nu den fejl at træde uden for Guds særlige beskyttelse, ville det uvægerligt og øjeblikkeligt få de mest tragiske følger.
Nittenhundredeogfjorten. Guds folk har levet i sollyset fra jordens sidste sommerdag. Nu er himmelen ved at mørkne, det trækker op til de første efterårsstorme. Hen over Belgiens flade, sårbare sletteland buldrer tordenen fra tungt artilleri, en fejende støvsky, en uendelig række af grå uniformer, kendetegnet på general Karl von Bulows anden armé. I Berlin trækker prangende militærparader for sidste gang gennem de brolagte gader. En ung kvinde i hvid bluse med flæser bryder ind i soldaternes rækker, tager soldaterne under armen og marcherer sammen med dem. Nogle skridt bagved gør en velklædt forretningsmand det samme, bærer på en soldats gevær — smilende ansigter, men blinde, de er på vej til Marnes og Verduns frygtelige midnat, et mareridt, som ingen før havde set, undtagen en lille kvinde, der flere år i forvejen havde tryglet menigheden om at skride til handling. »Snart vil der komme død og ødelæggelse, tiltagende forbrydelser og store grusomheder mod de rige, der har op­højet sig på de fattiges bekostning. De, der er uden for Guds beskyttelse, vil ikke finde sikkerhed noget sted eller i nogen stilling. Menneskelige redskaber er ved at blive oplært og bruger deres opfindersnilde til at iværksætte det mægtigste maskineri til at såre og dræbe. . . . Lad midlerne og arbejderne spredes.«10)
Engang skinnede solen, et gyldent øjeblik fyldt med anledninger for Guds folk. Det gyldne øjeblik blev forspildt, fordi en dygtig fjende havde held til at aflede deres opmærksomhed fra det eneste budskab, de virkelig havde at bringe. Og op af denne tragedie stiger ét eneste spørgsmål, der virkelig har betydning: Vil vi lade det ske igen?

Henvisninger
Prolog
*Ellen G. White: Testimonies for the Church, vol. 8, p. 50.
1. kapitel »Jeg ville hjælpe, hvis jeg kunne«
1) Testimonies, vol. 8, p. 190.
1) Milton Hook: Flames Over Battle Creek, Review and Herald, 1977, p. 98.
2) Medical Missionary, oktober 1895.
3) Ellen G. White: Special Testimonies, Series A, No. 11, p. 21.
4) Medical Missionary Conference Bulletin, maj 1899.
5) Medical Missionary, februar 1906 (fremhævet her).
6) General Conference Bulletin, 18. april 1901, pp. 316. 317.
7) Ellen G. White letter 3, 1900.
9) Special Testimonies, Series B. No. 6, p. 3.
10) Testimonies, vol. 8, pp. 190. 191.
2. kapitel »Vi har fået den triste nyhed«
1) Special Testimonies, Series B. No. 5, p. 5.
2) Samme, p. 9.
3) Samme, p. 26.
4) The Battle Creek Sanitarium Food Idea, vol. 1, 15. nov. 1902.
5) GC Bulletin, 2. kvartal 1901, p. 497.
6) J. H. Kellogg: The Living Temple, Good Health Pub. Co, 1903, p. 52.
7) Se Ellen G. White Estate Document File 15 C, W. A. Spicer: »How the Spirit of Prophecy Met a Crisis«, p. 21.
8) Ellen G. White manuscript 44, 1905.
9) Ellen G. White letter 233, 1904.

10) D. M. Canright: Seventh-day Aduentism Renounced, p. 117.
11) Samme, p. 413.
12) Document File 351, ifølge brevet dateret 5. juli 1970.
13) DocumentFile 15 C, Spicer: »HowtheSpiritof Prophecy MetaCrisis«, p. 29.
14) Testimonies, vol. 8, p. 97.
3. kapitel »Et sværd som af ild«
1) Citeret i et brev fra B. P Fairchild til A. L. White, 4. dec. 1965.
2) Testimonies, vol. 8, p. 96.
3) Special Testimonies, Series B. No. 6, p. 56.
4) A. G. Daniells: The Abiding Gift of Prophecy, p. 336.
5) Ellen G. White: Uddannelse, s. 271.
6) Daniells, se henvisning 4.
7) Samme.
8) Brev fra Ellen G. White til S. N. Haskell, 28. nov. 1903.
9) A. G. Daniells, samme, p. 341.
10) Special Testimonies, Series B. No. 2, pp. 21. 22.
11) L. H. Christian: The Fruitage of Spiritual Gifts, pp. 291. 292.
12) Daniells, samme, pp. 336. 337.
13) Ellen G. White: Den store strid, s. 376. 377.
14) Samme (fremhævet her).
15) Testimonies, vol. 2, p. 355.
16) Ellen G. White: Testimony Treasures, vol. 1, p. 245.
17) Ellen G. White: Patriarker og Profeter, s. 45.
18) Samme, s. 46.
19) Testimonies, vol. 9, p. 21.
20) Ellen G. White: Lys over hverdagen II, s. 135.
21) Ellen G. White: Den store strid, s. 433.
22) Samme.
23) Ellen G. White: Selected Messages, book 1, p. 382.
24) Special Testimonies, Series B. No. 7, p. 37.
25) Ellen G. White: Den store strid, s. 433. 434.
26) Ellen G. White letter 211, 1903.
27 Special Testimonies, Series B. No. 2, p. 23.
4. kapital »Du er manden . . .«
1) Brev fra A. G. Daniells til E. G. White, 16. marts 1905.
2) Samme.
3) Samme.
4) Ellen G. White manuscript 59, 1905.
5) A. F. Ballenger: »The Nine Theses«, pp. 1. 4.
6) Ellen G. White manuscript 62, 1905.
7) Samme.
8) A. F. Ballenger: Cast Out for the Cross of Christ, p. 112.
9) Ellen G. White manuscript 145, 1905.

10) Samme (fremhævet her).
11) Testimonies, vol. 2, p. 171.
12) Ellen G. White letter 201, 1899.
13) Ellen G. White manuscript 145, 1905 (fremhævet her).
14) Ellen G. White manuscript 94, 1903.
15) Samme.
16) Brev fra Ellen G. White til brødrene Daniells og Prescott og deres med­arbejdere, 30. okt. 1905, samlet af J. H. N. Tindall.
17) Samme.
18) Testimonies, vol. 5, p. 81.
19) Brev fra Ellen G. White til brødrene Daniells og Prescott og deres med­arbejdere, 30. okt. 1905, samlet af J. H. N. Tindall.
20) Selected Messages, book 1, p. 200.
21) Special Testimonies, Series B. No. 2, p. 53.
5. kapitel »Omega«
1) Præd. 1, 9.
2) Selected Messages, book 1, p. 197 (fremhævet her).
3) Samme, p. 200 (fremhævet her).
4) Samme, s. 204.
5) Samme, p. 205.
6) Testimonies, vol. 2, p. 355.
7) Den store strid, s. 328.
8) Samme, s. 329.
9) Special Testimonies, Series A, No. 11, pp. 5. 6. (fremhævet her).

10) Ellen G. White manuscript 94, 1903 (fremhævet her).
11) Samme (fremhævet her).
12) Special Testimonies, Series B. No. 7, p. 30 (fremhævet her).
13) Brev fra Ellen G. White til W. C. White, 5. aug. 1903 (fremhævet her).
14) Special Testimonies, Series B. No. 7, p. 31 (fremhævet her).
15) Ellen G. White letter 328, 1906 (fremhævet her).
16) Brev fra Ellen G. White til S. N. Haskell, 28. nov. 1903.
17) Ellen G. White manuscript 145, 1905 (fremhævet her).
18) Selected Messages, book 1, p. 197.
19) Special Testimonies, Series B. No. 6, p. 41.
20) Samme, p. 42.
21) Ellen G. White letter 259, 1904.
22) Special Testimonies, Series A, No. 11, pp. 9. 10.
23) Brev fra Ellen G. White til brødrene Daniells og Prescott og deres med­arbejdere, 30. okt. 1905, samlet af J. H. N. Tindall.
24) Special Testimonies, Series A. No. 12, p. 9 (fremhævet her).
25) Samme, Series B. No. 7, p. 15.
26) Brev fra A. G. Daniells til W. C. White, 16. marts 1905.
27) Selected Messages, book 1, p. 205.
28) Samme, p. 195.
29) Special Testimonies, Series B. No. 7, p. 34.
6. kapitel »Prøven til komme til hver eneste sjæl«
1) Selected Messages, book 1, pp. 205. 206.
2) Ellen G. White letter 328, 1906.
3) Testimonies, vol. 5, p. 81.
4) Ellen G. White: Testimonies to Ministers, p. 112 (fremhævet her).
5) Testimonies, vol. 5, p. 80.
6) Matt. 24, 24; Ap. G. 20, 29. 30.
7) Den store strid, s. 410. 411 (fremhævet her).
8) Selected Messages, book 1, p. 48.
9) Matt. 5, 14. 16.

10) Testimonies, vol. 4, p. 89.
11) Ellen G. White: Spiritual Gifts, vol. 2, p. 284.
12) Brev fra Ellen G. White til dr. W. H. Riley, 3. aug. 1904.
13) Selected Messages, book 1, p. 161.
14) Brev fra Ellen G. White til S. N. Haskell, 28. nov. 1903.
15) Ellen G. White manuscript 125, 1907.
16) Brev fra Ellen G. White til G. C. Tenney, 29. juni 1906.
17) Ellen G. White manuscript 125, 1907.
7. kapitel »Ni fremtrædende punkter«
1) Selected Messages, book 1, p. 195.
2) Samme, p. 161.
3) Testimonies to Ministers, p. 42 (fremhævet her).
4) Ellen G. White letter 138, 1902.
5) Ellen G. White: Counsels to Writers and Editors, pp. 49. 50.
6) Samme, p. 31.
7) Ellen G. White manuscript 79, 1905.
8) Brev fra Ellen G. White til G. C. Tenney, 29. juni 1906.
9) Special Testimonies, Series B. No. 7, p. 37.

10) Ellen G. White manuscript 20, 1906.
11) Selected Messages, book 1, p. 48.
12) Ellen G. White letter 50, 1906.
13) Special Testimonies, Series B. No. 7, p. 31.
14) Ellen G. White: Selected Messages, book 3, p. 84.
15) Samme, book 1, p. 48.
16) Samme, p. 205.
17) Testimonies to Ministers, p. 474 (fremhævet her).
18) Selected Messages, book 1, p. 204.
19) Testimonies to Ministers, p. 411.
20) Testimonies, vol. 3, pp. 302. 303.
21) Samme, vol. 5, p. 136.
8. kapitel »Som en ødelæggende hvirvelstorm«
1) Canright: Som en ødelæggende hvirvelstorm, p. 411.
2) Samme, p. 412.
3) Special Testimonies, Series A, No. 11, p. 5 (fremhævet her).
4) Samme, Series B. No. 7, pp. 21. 22 (fremhævet her).
5) Samme, No. 6, p. 41.
6) Samme, Series A, No. 12, p. 1.
7) Brev fra Ellen G. White til brødrene Daniells og Prescott og deres med­arbejdere, 30. okt. 1905, samlet af J. H. N. Tindall.
8) Special Testimonies, Series B, No. 6, pp. 42. 43.
9) E. E. Andross: »Bible Study No. II«, 13. juli 1911, pp. 13. 14. Docu-ment File 178.
10) Testimonies, vol. 8, p. 50.

Skrevet i Prosjekter Bøker | Merket med , , , , , | Legg igjen en kommentar

Ny bok – skrevet for de som leter – Glemte Sannheter i Bibelen

Glemte sannheter001

Stiftelsen Kainos har nylig utgitt John Berglunds bok «Glemte sannheter i Bibelen». Denne boka er på 375 sider og er illustrert med ca. 130 fargeillustrasjoner. Innholdet i boka er blitt til ved å luke ut av populær tro og lære, innflytelse fra hedensk filosofi og tradisjoner som ikke har Skriften som fundament. I stedet tilbys et fokus på sentrale Bibelske sannheter slik de framstår i profetenes, Jesu og apostlenes undervisning.

Blant de 18 kapitlene i boka finner du temaene: Sann tilbedelse. Når han kommer. Evangeliet før korset. Ved tro alene. Oppgjørsdagen. Dyrets bilde og merke. Økumenisk enhet. Antikrist identifisert. Tusen år og Et evig evangelium.

Boken er gratis, men vi blir svært glade for en gave på ca. kr. 200,- som vil dekke det meste av utgifter. Bestill gjerne flere så du kan gi bort til en som trenger det. Send spørsmål om kontonummer og bestilling av boka til bestilling@kainos.no.

Skrevet i Prosjekter Litteratur | Merket med , , , , | Legg igjen en kommentar

Rockemusikeren og New Ageren som kom på andre tanker

Imorgen,17.08.2015 kl. 19.00, vil Tore Sognefest og Kari Seliussen fortelle vitnesbyrdene sine: «Rockemusikeren og New Ageren som kom på andre tanker.» For deg som ikke kjenner Tore, så har han skrevet boka «Musikkens makt». Vi ser fram til dette!
Du er hjertelig velkommen på: http://www.webmeetinglogin.com/go/studycenter/group

Skrevet i Møter og samlinger | Legg igjen en kommentar